I det fynske folks tjeneste

Rift om pladserne på herbergerne: Men fynske hjemløse skal ikke frygte frosten

00:19

Kirkens Korshærs varmestue i Odense har plads til 25 hjemløse. Men de har også en plan klar, hvis der kommer flere, der ønsker en varm madras i kulden. Video: Brian Bergmann / Ritzau Scanpix

Den bidende kulde er hård for alle, men særligt de hjemløse lider under frostvejret. Men der er herbergspladser nok til alle, lyder det fra Kirkens Korshær.

Lige om lidt siger kalenderen forår, men i stedet for at glædes over spirende blomster og fuglekvidder, skal vi i stedet forholde os til kulden og vinteren. For vejrguderne er fuldstændig ligeglade med, at marts banker på, og de har i stedet besluttet sig for at lægge landet i dybfryseren.

Vejrudsigten siger frostvejr nat og dag på Fyn - foreløbig frem til søndag. Det bliver koldest natten mellem tirsdag og onsdag, hvor det bliver 10 minusgrader visse steder på Fyn.

Det er en gruppe mennesker, der har nogle udfordringer i livet. Tit og ofte er der både med misbrug og med nogle psykiatriske problemer. Så det er folk, som har et svært og kaotisk liv

Heinz Wolff

Der er ikke udsigt til noget videre nedbør - samlet én centimeter henover alle seks dage - men til gengæld er vinden frisk, så det vil føles væsentlig koldere, og der bliver brug for både den store hue og de tykke vanter, når man bevæger sig udenfor døren.

Og det er jo ingen sag for dem, der kan krybe i en varm seng om aftenen - men for landets hjemløse er det nu, det bliver alvor.

På herberget i Odense kan de tydeligt mærke, at det er blevet rigtig koldt. De mærker det på den måde, at det er stensikkert, at der bliver fulde huse hver aften. Der er 25 pladser på herberget, og alle – og ofte flere til, som de også finder plads til – er i brug. 

Læs også Hjemløse: Andre bør lære af Odense

Kulden har stor indflydelse på livet som hjemløs, fortæller Heinz Wolff, der er leder af Kirkens Korshærs Varmestue i Odense.

- Det betyder jo selvfølgelig, at dagens gang ude på gaden og ude i byen den føles lang. Men vi kan faktisk også se, at mange gerne vil ind og også rigtig hurtigt i seng, fordi det er hårdt for dem, når det er så koldt uden for, siger Heinz Wolff.

- Det er et hårdt liv

Antallet af hjemløse i Danmark stiger fortsat, og særligt i de store byer er der flere og flere, der må kæmpe med en tilværelse uden fast tilholdssted.

Men i Odense har de knækket kurven. Siden 2009 er antallet af hjemløse faldet med 35 procent. Det viste tal fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, tilbage i september.

Dog er der stadig mere end 100 hjemløse i Odense.

- Det er en gruppe mennesker, der har nogle udfordringer i livet. Tit og ofte er der både med misbrug og med nogle psykiatriske problemer. Så det er folk, som har et svært og kaotisk liv, som benytter sig af vores nattilbud, siger Heinz Wolff.

Læs også Forbillede: Odense kan hjælpe hjemløse-indsats på plads

Han fortæller, at selv om blandt andre Kirkens Korshærs Varmestuer har været med til at hæve den gennemsnitlige levealder for en hjemløs med op mod ti år, så bliver de i snit blot 52 år gamle.

I gennemsnit bliver en dansker 78 år gammel.

- Det er et hårdt liv, for der er ikke nogen regelmæssighed i det. Man spiser måske ikke morgen-, middags- og aftensmad, man lever udsat på gaden og man går ikke til lægen, når man måske har behov for det. Eller kommer for sent til lægen, og man kommer ikke til tandlægen, så det er også svært at spise. Der er rigtig mange ting, der gør, at man er specielt udsat, og det er også en af grundene til, at de ikke bliver så gamle, som vi andre gør, forklarer Heinz Wolff. 

Pladser nok i Odense

I både Aarhus og København kniber det med pladserne på herbergerne, og der har endda været tilfælde, hvor de hjemløse har måtte trække lod om pladserne inden for i varmen.

Læs også Herberg holder vinteråbent

Helt så slemt står det ikke til i Odense. Og vokser antallet, så er de forberedt, fortæller Heinz Wolff.

- Vi har også tænkt tanken om, at hvis der nu lige pludselig skulle komme mange flere, om vi så kunne håndtere det. Vi har i samarbejde med Odense Kommune også lagt en plan for, hvad der skal ske, hvis der kommer flere.

- Så jeg tænker, at vi har plads også denne vinter til alle dem, der kommer til vores dør, og som har lyst til at få en varm madras at ligge på for natten, siger Heinz Wolff. 

02:41 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip