I det fynske folks tjeneste

Ryslinge med i opløbet til årets landsby

Årets landsby 2018 kan meget vel ende med at blive fynsk.

Ryslinge er mere end bare højskole, og nu er landsbyen i spil som årets landsby.

Der er meget at glæde sig over i Ryslinge, og det er også blevet bemærket uden for byen. Sammen med øen Fejø i Lolland Kommune samt Gludsted i Ikast-Brande Kommune er Ryslinge finalist ved kåringen af årets landsby 2018.

- Årets tre finalister har det til fælles, at deres ihærdige arbejde har båret frugt. På hver deres facon har de formået at udvikle samarbejdet på en måde, der gør dem til forbilleder for andre, der gerne vil skabe arbejdspladser og øge bosætningen i deres lokalsamfund, siger formand for bedømmelseskomiteen, tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Ryslinge har de seneste fem år skabt 28 nye arbejdspladser, oprettet tre virksomheder og oplevet en tilflytning på mellem 20 og 25 personer årligt.

Fremtidens landsby

Som et led i landsbyens bosætningsindsats har lokalrådet udpeget lokale ambassadører og arbejdet med at introducere nye og potentielle borgere til byens erhvervs- og bosætningstilbud. Og det er den slags initiativer, som komiteen har kigget på.

- Fremtidens landsby skal i langt højere grad end tidligere sørge for at sikre både befolkningsgrundlag og arbejdspladser til sine beboere, udtaler Carsten Hansen, der vil besøge de tre finalister sammen med resten af komiteen i august. Umiddelbart derefter vil en af de tre kunne kalde sig Årets Landsby 2018.

Prisen Årets Landsby blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. Den uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Landsby stopper ved 2000

Landsbyerne skal have under 2000 indbyggere og en udviklingsplan samt et lokalråd eller lignende for kunne komme i betragtning. Sidste års tema var Den digitale landsby, og har vandt landsbyen Vallekilde i Odsherred Kommune.

Ryslinge har et lokalråd og er en del af Faaborg-Midtfyn Kommune. Landsbyen har i dag omkring 1700 indbyggere.

Blandt tidligere vindere er Korinth og Bagenkop.

Læs også Selvværdet stiger på Ryslinge Efterskole