S: Militærhistorisk museum skal hjem til kasernen

Skolebørn og museumsgæster skal kunne besøge militærhistorisk museum i de rette historiske omgivelser, lyder det fra Odenses socialdemokrater

Det siges, at en rigtig soldat kan sove hvor som helst, når som helst og med hvem som helst, og således må det også være med militærhistoriske museer. Odense Militærhistoriske Museum står nu foran at skulle finde dets fjerde adresse på bare tyve år. Og står det til Odenses socialdemokrater skal museet på sin vis vende hjem igen, nemlig til det gamle kaserneområde.

- Et militærhistorisk museum hører naturligt hjemme i området ved Sdr. Boulevard, hvor Odense jo havde sin kaserne, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Anders W. Berthelsen.

Boede på kaserne
Indtil år 2002 lå museet oppe under loftet på netop den gamle kaserne, da den blev overtaget af Hunderupskolen. Dernæst rykkede det ud til Kragsbjerggård bag ved byens vandrerhjem, der siden opsagde aftalen, da de skulle udvide. Sidste år rykkede museet så ind i en grå bygning på Danneborgsgade, men det blev heller ikke et langvarigt parhold. Bygningen er solgt, og kontrakten opsagt.  

- Vi har fået kig på en treetages rødstensbygning, som Odense Kommune ejer, og som åbenbart ikke bruges til noget i øjeblikket. Bygningen har tidligere været benyttet af Forsvaret og af Hjemmeværnet. Vores forslag er, at vi giver Militærhistorisk Museum en brugsretsaftale på bygningen for en nærmere aftalt årrække, lyder det videre fra Anders W. Berthelsen.

Rette rammer
Han mener, at museet passer perfekt i de militærhistoriske rammer:

- Vi tror på, at skolebørn og andre museumsgæster fremover lettere vil kunne leve sig ind i Odenses militærhistorie, hvis museet får en fysisk sammenhæng med de øvrige tidligere kasernebygninger. Også den tilstødende Assistenskirkegård har jo mindesmærker, der har med Odenses militærhistorie at gøre.

Gruppeformanden mener, at flytningen til Sdr. Boulevard vil være en fordel for alle parter. Socialdemokraterne ønsker nu, at By- og Kulturforvaltningen undersøger muligheden nærmere.

Oversigt

    Oversigt