S-minister er involveret i sexchikanesag

By- og boligminister Carsten Hansen (S) anklages for at have forulempet partiansat sekretær under julefrokost.

Minister for By-, Bolig- og Landdistrikter Carsten Hansen (S) indgår i en sag om sexchikane.

Ekstra Bladet afslører i dag, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, har forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere ender som en faglig sag om sexchikane.

Før sommerferien indgår S-toppen og kvindens fagforening HK forlig om sagen.

- Jeg kan bekræfte, at der er en personalesag, som jeg er meget ked af og beklager. Sagen er afsluttet i enighed mellem parterne og det relevante fagforbund, siger Carsten Hansen til Ekstra Bladet.

HK bekræfter ligeledes eksistensen af en "personsag":

- Jeg kan bekræfte, at der har været en drøftelse mellem HK og socialdemokraterne vedrørende en personsag i foråret 2011, og at der er lavet en aftale, der tilgodeser vores medlem, siger faglig chef hos HK, Steen Preisler til Ekstra Bladet.

Det er nuværende finansminister Bjarne Corydon (S), der i sin egenskab af daværende chef for partiets presse- og analyseafdeling forhandlede sagen på S-siden.

Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, var ifølge Ekstra Bladets kilder informeret om sagen, men lod andre håndtere den pinagtige sag.

Den forulempede kvinde har ikke ønsket at tale med Ekstra Bladet.

Oversigt

    Oversigt