Sag om dyr dreng endelig afsluttet

Sagen om den dyre dreng fra Assens bliver ikke ført til Højesteret. Det har procesbevillingsnævnet netop meddelt Assens Kommune til stor glæde for borgmester Truels Schultz (Kons.).

-

Sagen om den dyre dreng fra Assens bliver ikke ført til Højesteret. Det har procesbevillingsnævnet netop meddelt Assens Kommune til stor glæde for borgmester Truels Schultz (Kons.).

Sønderjyllands Amt havde søgt om at få sagen kørt i Højesteret, fordi amtet ville have dømt Assens Kommune til at betale et beløb svarende til cirka 400.000 kroner i stedet for de cirka 80.000 kroner kommunen blev dømt til at betale i sagsomkostninger, da kommunen tabte sit sagsanlæg mod amtet sidste år.

Millionregninger
Assens Kommune havde anlagt sag mod Sønderjyllands Amt, fordi kommunen mente, at amtet rask væk havde videresendt millionregninger for den pædagogiske opvartning af en adfærdsvanskelig dreng, som blev sendt til en institution i Sønderjylland.
Assens Kommune mente ikke, at der var grundlag for den dyre behandling.

Vestre Landsret fandt dog ingen grund til at rejse kritik af Sønderjyllands Amts håndtering af den adfærdvanskelige dreng, og Assens Kommune blev dømt til at betale sagsomkostninger på 80.000 kroner.
Sønderjyllands Amt ønskede at Assens Kommune skulle betale op mod 400.000 kroner i sagsomkostninger.

Med procesbevillingsnævnets afgørelse mener Truels Schultz, at der tilkendegives, at Sønderjyllands Amt har været selvforskyldt i sagsanlægget fra Assens Kommune, og det glæder ham.

Oversigt

    Oversigt