I det fynske folks tjeneste

SDU-rapport: Hver femte er psykisk syg

Hvert år har 20 procent af befolkningen symptomer, som svarer til en psykisk sygdom. Det viser en ny undersøgelse fra SDU.

SDU har lavet en ny undersøgelse om folkesundhed.

Gruppen tæller særligt folk, der lider af angst, depression og misbrug, konkluderer Danmarks første folkesundhedsrapport, lavet af Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Der er en udbredt forekomst af psykiske lidelser i befolkningen. Og det er ikke kærestesorger eller vintersortsyn, men for eksempel langvarig depression, siger overlæge Merete Nordentoft fra Bispebjerg Hospital, medforfatter til rapporten, til Fyens Stiftstidende.

Det er alvorligt, for depression er den mest belastende sygdom i Danmark målt i "tabte gode leveår".

Eksperterne skønner, at der er flere hundredetusinde i hver gruppe af folk, der har angst, depression og misbrug. Men mange bliver ikke opdaget og diagnosticeret, hverken hos egen læge eller ved indlæggelse på sygehuset.

Selv om der er gode prognoser for at blive kureret, bliver mange, som lider af angst og depression ikke tilbudt behandling. Blandt andet fordi der mangler behandlingstilbud.

Meget få bliver tilbudt andet end medicin, og mulighederne for psykoterapeutisk behandling bliver nærmest ikke udnyttet.
- Nogle af tingene er jo ret lette at behandle - f.eks. angst. Men det er jo ikke en så dramatisk sygdom som skizofreni, og det er tilsyneladende årsagen til, at politikerne glemmer problemet, siger Merete Nordentoft til Fyens Stiftstidende.