I det fynske folks tjeneste

Skibhusborgere protesterer til Trafikministeren

Borgerne i Skibhuskvarteret i Odense er så utilfredse med udsigten til at det lokale posthus skal lukkes, at de nu har sendt et protestbrev til Trafikminister Flemming Hansen. De vil have ham til at omstøde Post Danmarks beslutning.

-

Borgerne i Skibhuskvarteret i Odense er så utilfredse med udsigten til at det lokale posthus skal lukkes, at de nu har sendt et protestbrev til Trafikminister Flemming Hansen. De vil have ham til at omstøde Post Danmarks beslutning.

Borgergruppen klager over, at Post Danmark ikke har været lydhør over for dens argumenter, herunder 2000 underskrifter mod lukningen.

Utrygge ældre
Skibhusborgerne ønsker ikke at benytte det centrale posthus i Odense, der ligger ved banegårdscentret, og som bliver det nærmeste efter lukningen af det lokale posthus. I brevet til Trafikministeren skriver de, at de mange ældre i kvarteret er utrygge ved at være i centret.

\"Skibhuskvarteret er et lokalområde i Odense, der i høj grad kan betegnes som en by i byen. Det er et lokalområde præget af høj aktivitet, for de lokale indbgyggere betragtes området derfor ikke som en del af Odense C. Post Danmarks beslutning om at lukke Skibhus Posthuset er derfor meget bedrøvelig, da det vil påvirke en lokal befolkning på 14.000, hvoraf mange er ældre\", skriver slagtermester Ernst Broe i brevet til Trafikministeren.

Løsningsforslag
Borgergruppen har foreslået Post Danmark flere alternative løsninger blandt andet reduktion af åbningstiden, reduktion af personale og en ugentlig lukketid, men det har endnu ikke fået Post Danmark til at redde Skibhus Posthuset.