Skrøbelig lønaftale for pædagogerne

Odense Kommune og pædagogernes fagforening, BUPL indgik sent mandag aften en aftale om fremtidens løn for pædagogerne i Odense. Aftalen mangler dog stadig at blive godkendt af byens 150 tillidsrepræsentanter.

-

Odense Kommune og pædagogernes fagforening, BUPL indgik sent mandag aften en aftale om fremtidens løn for pædagogerne i Odense. Aftalen mangler dog stadig at blive godkendt af byens 150 tillidsrepræsentanter.


Natten til tirsdag blev forhandlerne fra Odense Kommune og BUPL-Fyn enige om en ny lønaftale for pædagogerne i Odense Kommune. Aftalen kom i stand efter, at Kommunernes Landsforening og centrale repræsentanter for BUPLs hovedkontor var indkaldt for at forlige parterne. Men selvom der nu foreligger en aftale, så er entusiasmen ikke stor hos BUPL-Fyn.


\"Bedst opnåelige\"
\"Vi syntes, at Odense Kommune er meget fedtede, og dette er ikke verdens bedste aftale. Men det var det bedst opnåelige, \" siger næstformand i BUPL-Fyn Lars Søgaard Jensen.


De 150 tillidsrepræsentanter fra byens institutioner er indkaldt til hastemøde tirsdag eftermiddag, hvor de skal tage stilling til den indgåede aftale.


Ingen penge i aftalen
\"Der er ikke mange penge i aftalen. Vi har fået lidt på SFO-området, men derudover får vi næsten ingenting,\" siger Lars Søgaard Jensen, der ikke tør spå om, hvad tillidsfolkene vil sige til aftalen.


Tillidsrepræsentanterne har tidligere luftet store frustrationer over tilbuddene fra Odense Kommune, og hvis aftalen bliver afvist, truer en altomfattende konflikt de odenseanske institutioner.


Konflikt truer
I tilfælde af et nej skal de centrale parter, KL og BUPL forhandle videre uden Odense Kommune og BUPL-Fyn. Men samtidig vil BUPL-Fyn indkalde til et medlemsmøde for samtlige pædagoger i Odense, og her kan resulatet meget vel ende ud i en konflikt.

Oversigt

    Oversigt