Skudattentat mod fængselsbetjent: Ankesag åbnes

Østre Landsret i Odense tager onsdag hul på ankesagen i sagen, hvor en fængselsbetjent blev skudt to gange i benene foran Nyborg Fængsel.

For lidt mere end to uger siden lykkedes det for den tidligere leder af indvandrerbanden Black Army, Wassim Daabas, at smutte fra Retten i Odense ganske kort før han skulle modtage en dom.

Nu skal Wassim Daabas i retten igen. Denne gang drejer det sig om en ankesag ved Østre Landsret, hvor han er sigtet efter straffelovens paragraf 245, som handler om "legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter", og dermed sagen, hvor en fængselsbetjent i juli 2016 blev beskudt og ramt to gange i benene foran Nyborg Fængsel.

Da der faldt dom i sagen i oktober 2017 ankede anklagemyndigheden byrettens dom, der lød på seks års ubetinget fængsel til Ali Ghani Al-Salmi og ti måneders fængsel til Wassim Daabas.

Domme blev anket

Anklagemyndigheden ankede begge domme, mens Ali Ghani Al-Salmi forsvarer ankede med henblik på frifindelse eller en mildere straf.

Sagen er en nævningesag. Den begynder onsdag og der er afsat seks retsdage.

Rettelse
Clock23. maj 2018, kl. 08:51
Nævningesagen finder sted i Østre Landsret i Odense og ikke i Svendborg
Clock23. maj 2018, kl. 11:18
Billede og billedtekst opdateret

 

Oversigt

    Oversigt