I det fynske folks tjeneste

Sluseafstemning: Stor valgdeltagelse i Kerteminde

Tirsdag aften slutter afstemningen om en sluse i Kerteminde. Tirsdag morgen havde over 70 procent af de 906 stemmeberettigede stemt.

Både modstandere og tilhængere af en sluse i Kerteminde har ført valgkamp under afstemningen.

Ved indfaldsvejene til Kerteminde hænger der valgplakater i forbindelse med afstemningen om en sluse. Både Ja- og Nej-siden har været på banen med deres plakater, der opfordrer til, at de 906 stemmeberettigede til sluseafstemningen stemmer henholdsvis ja eller nej.

Tirsdag morgen havde over 70 procent af de stemmeberettigede deltaget i afstemningen, der slutter tirsdag aften klokken 20.00.
609 havde stemt digitalt på nettet, mens 35 havde deltaget i afstemningen med brevstemmer.

Læs også Plakatkrig i Kerteminde før afgørende sluseafstemning

De 906 stemmeberettigede skal tage stilling til, om de er for eller er imod, at der etableres en højvandssluse i Kerteminde. Slusen skal beskytte kystnære ejendomme mod havvand ved højvande. 

Sluse til 46 millioner

Ifølge planerne for etableringen af en sluse er udgiften til en sluse på mindst 46 millioner kroner. Og den regning skal fordeles blandt de grundejere, som er truet af oversvømmelse. 

Selvom afstemningen egentlig kun er vejledende, har politikerne i byrådet i Kerteminde sagt, at de vil følge resultatet af afstemningen. 

Resultat onsdag eftermiddag

De 906 stemmeberettigede er alle ejerne af ejendomme, som bliver medlemmer af det såkaldte Sluselav, som skal stå for opførslen og driften af slusen i Kerteminde. 

Afstemningen åbnede den 11. september, og Kerteminde Kommune forventer, at den kan offentliggøre resultatet af afstemningen onsdag klokken 14.00. 

Læs også Byråd beslutter sluseprojekt trods protester