Stop centralisering af statens job

Regionsrådsformand Carl Holst (V) og Vejens borgmester Egon Fæhr (V) opfordrer flere ministre til at lade de statslige arbejdspladser blive i provinsen.

De to Venstre-politikere frygter en skævvridning i fordelingen af stats-arbejdspladser, og derfor vil de have centraliseringen stoppet.

I henvendelsen fremhæver de, at man i Syddanmark inden for en kort periode har mistet bekymrende mange statslige arbejdspladser, da Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen har flyttet opgaver og arbejdspladser til andre placeringer uden for regionen.

Senest har regeringen spillet ud med et forslag om at ændre på strukturen for landets statsforvaltninger, og holder oplægget stik vil det koste yderligere statslige arbejdspladser i regionen.

- Meget tyder desværre på, at skævvridningen af fordelingen af statens arbejdspladser fortsætter og forværres. Desuden har vi hørt om en række andre statslige arbejdspladser, der er i fare for at blive centraliseret eller besparet, herunder Skifteretten og Jordbrugskommissionen. Det vil være urimeligt, hvis Region Syddanmark, der i forvejen kun har lidt over halvt så mange statslige arbejdspladser per indbygger som Region Hovedstaden, også her bliver ramt, siger de to Venstre-folk i henvendelsen, der er stilet til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), finansminister Bjarne Corydon (S), minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

Kæmper for at bevare job

Carl Holst opfordrer til, at regeringen tænker de regionale styrker og potentialer med, når den fremlægger sit bud på en ny erhvervs- og vækstpolitik.

- Vi er skuffet over oplægget til en ny struktur for statsforvaltningerne, hvor vi regionen ser ud til at skulle miste yderligere op mod 40 arbejdspladser. Samtidig ser vi desværre, at stadig flere statslige institutioner og job samles i København til trods for gode argumenter og erklærede løfter om det modsatte. Derfor går vi i regionen og Syddansk Vækstforum aktivt ind i kampen for at bevare de statslige arbejdspladser, understreger Carl Holst.

De statslige arbejdspladser har stor betydning for væksten i regionerne, da beregninger viser, at hvis der flyttes 10 statslige arbejdspladser fra Syddanmark, kan følgeeffekter give et samlet tab på op til 15 arbejdspladser i regionen.

Oversigt

    Oversigt