Svendborg: Tomt parkeringshus giver stort underskud

Der er ballade om et tomt parkeringshus i Svendborg. Bilisterne vil åbenbart hellere holde på Torvet. Enhedslisten kræver handling.

Borgerne i Svendborg fravælger i stor stil de nye parkeringsmuligheder, byen har at tilbyde. Belægningen i det nye parkeringshus var 20 procent det første år, mens Svendborg Kommune havde budgetteret med en belægning på 80 procent. 

Derfor har parkeringshuset i Hulgade i Svendborg været et dyrt bekendtskab for kommunen. Parkeringshuset har givet et underskud på 440.000 kr.

Da TV 2/Fyn var i Svendborg, var der nul biler, der brugte parkeringshuset i en periode på 20 minutter omkring mandag middag.
Da TV 2/Fyn var i Svendborg, var der nul biler, der brugte parkeringshuset i en periode på 20 minutter omkring mandag middag.
Foto: Per Colstrup Vinkel

Parkeringshuset er finansieret af borgerne gennem skatten. Enhedslistens Jesper Kiel mener, at for få borgere bruger parkeringshuset.

- Det er tosset, at vi har tomme pladser hernede, når vi har en masse problemer oppe på torvet, fordi der er parkering i den ene halvdel, men har svært ved at respektere den anden halvdel, som de for eksempel bruger som vendeplads, fortæller Jesper Kiel.

En af årsagerne til, at bilister parkerer et andet sted, er torvet i Svendborg, der ofte har en propfyldt parkeringsplads. Ifølge Dansk Folkeparti, så skal byrådet træde varsomt med ændringer i parkeringsforholdene på pladsen.

Det er torvet her, Enhedslistens Jesper Kiels vil forsøge at lukke for parkering.
Det er torvet her, Enhedslistens Jesper Kiels vil forsøge at lukke for parkering.
Foto: Per Colstrup Vinkel

- Vi har altid sagt, at det ikke er os politikere der skal bestemme, om torvet skal være bilfrit. Det er de handlende omkring torvet, dem der bruger forretningerne, og det er uanset om de kommer gående , cyklende eller i bil, fortæller Jens Munk.

Blandt borgerne på gågaden i Svendborg er holdningen til de mange biler på torvet dog en noget anden. 

- Hvad vil du sige, hvad man lukker torvet for parkering?

- Det synes jeg, er en rigtig god ide. Hvis man samtidig kunne sørge for, at man kunne komme fra parkeringshuset og ind på den nye trappe, så ville det være rigtig godt, fortæller Ole Folke Olsen fra Svendborg.

Det synspunkt bakkes op af en anden svendborgenser.

- Det vil jeg have det rigtig godt med. Det handler vel om, at kommunen gør opmærksom på, at der faktisk er mange ledige parkeringspladser, fortæller Klaus Handsone fra Svendborg.

Hos Jesper Kiel har han et konkret forslag til at løse.

- Jeg vil lægge op til på byrådsmødet mandag, at vi laver et forsøg fra maj eller april, prøver at lukke parkeringen på torvet, fortæller Jesper Kiel, Enhedslisten.

Den køber Dansk Folkeparti dog ikke, de vil bevare pladserne på torvet og samtidig gøre parkeringshuset attraktivt 

- For det første skal prisen på parkering sættes ned på hulgade, og så skal vi have lavet en gangbro fra taget af parkeringshuset over til trappen, fortæller Jens Munk.

Udvalgsmøde: Sænker prisen og gør to timer gratis

Mandag aften var problemstillingen en tur i udvalget i Svendborg kommune. Her fik enhedslistens Jesper Kiel ikke opbakning til at gøre torvet bilfrit. I stedet besluttede et flertal i udvalget at sænke prisen i parkeringshuset til otte kroner i timen og derudover gøre de første to timer gratis.

Jesper Kiel er dog ikke tilfreds med den beslutning

- Jeg har krævet sagen standset og kræver den taget op i byrådet. Her håber jeg på, at de andre partier vil være med til at diskutere problemstillingen, så vi ikke bare ender med at sænke prisen igen, det er ikke vejen frem, siger Jesper Kiel.

Oversigt

    Oversigt