Tidligere Irak-chef sagsøger forsvaret

Tidligere chef for de danske styrker i Irak er ved at forberede en retssag mod forsvaret. Han vil have erstatning for manglende partshøring i Hommel-sagen.

Sagen om torturanklagerne mod efterretningsofficer Annemette Hommel er ved at udvikle sig til et stort tilbagetog for forsvaret. Først blev Annemette Hommel frikendt og siden tilkendt erstatning for manglende partshøring. Og nu er oberstløjtnant Henrik Flach, der var øverste chef for de danske Irak-styrker i 2004, ved at forberede en lignende erstatningssag mod forsvaret.

Sammen med tre andre officerer fra Irak-ledelsen blev Henrik Flach fra Middelfart med kort varsel sat fra bestillingen af forsvarsministeren, da torturanklagerne mod Annemette Hommel kom frem i medierne.

Bent Fabricius, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), mener, at de hjemsendte medlemmer har krav på erstatning, fordi de ikke fik mulighed for at forsvare sig mod de beskyldninger, der blev rettet mod dem, før de var på vej hjem til Danmark.

- Vores medlemmer blev lynhurtigt sendt hjem uden partshøring i henhold til forvaltningslovens bestemmelser. Ud fra en lægmands betragtning ligner det et overgreb, men nu afventer vi vores advokats indstilling, siger han.

Oversigt

    Oversigt