Torsdag brager torden og skybrud ind over Fyn

Torsdag varsles der torden og skybrud, når et regnvejr bevæger sig ind over Fyn.

Sommervejret er ved at vende tilbage til de danske standarder, og haverne kan se frem til endnu et skyl. Torsdag varsles der torden og skybrud over det meste af Fyn.

Torsdag kan der falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer, og lokalt kan der komme op til 50 millimeter. Vejret rammer det meste af Jylland onsdag til torsdag nat og bevæger sig derefter ind over Fyn. 

- Der kan blive tale om skybrudsagtig regn, og der er risiko for lokale skybrud, fortæller vejrvært ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har på twitter udsendt et kort, hvor man kan se, at det meste af Jylland og Fyn bliver varslet som blå, hvilket betyder risiko for voldsomt vejr.

Kraftig regn medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter og nedsat sigtbarhed, oplyser DMI. 

- Den store variation viser, at der er usikkerhed behæftet med prognosen. Usikkerheden drejer sig både om placering og mængde af regnen, siger Andreas Nyholm til TV 2 Vejret.

Ud over store mængder regn er der også risiko for torden. Uvejret slipper sandsynligvis først sit tag i Danmark i løbet af fredag morgen, skriver TV 2 Vejret.

 

Oversigt

    Oversigt