Tre unge fængslet for hjemme-røveri

Tre unge blev søndag fængslet efter flere røverier mod private hjem.

De tre unge er henholdsvis 15, 16 og 17-år.

- Det er alle tre varetægtsfængslet frem til 31. oktober, oplyser vagtchef Asbjørn Larsen fra Fyns Politi.

Røverierne foregik i den sydvestlige del af Odense natten til lørdag.

Fyns Politi modtog alarmen om overfaldet kl. 3.08 natten til lørdag. Flere mænd var trængt ind til en 58-årig kvinde på Vibeægvænget i Dyrup i den sydvestlige del af Odense.

- De smadrede glasset i vinduespartiet i døren og trængte ind i boligen til den 58-årige, fortalte vagtchef ved Fyns politi, Per Sterobo lørdag.

De tre 3 mænd forsvandt med kontanter og et fladskærms-tv. 

Umiddelbart inden blev der et andet sted på Vibeægvænget begået et tilsvarende røveri hos en mandlig beboer.

I løbet af lørdag anholdt politiet først en 17-årig mand fra Odense, og senere lørdag anholdt politiet den 15-årige og den 16-årige.

Og ved et grundlovsforhør ved Retten i Odense søndag formiddag blev de alle tre varetægtsfængslet frem til 31. oktober.

Oversigt

    Oversigt