I det fynske folks tjeneste

Tysk stagnation svækker forventninger i Syddanmark

Virksomhederne i Region Syddanmark har beherskede forventningerne til det kommende års omsætning. Tysk stagnation dæmper troen på fremgang.

Det er Dansk Erhverv, der gennem en konjunkturmåling, har taget temperaturen på de syddanske virksomheders forventning til næste år. 40 procent af virksomhederne svarer, at de forventer en stigende omsætning, hvilket placerer regionen som den mindst optimistiske. 47 procent forventer et uændret niveau og 14 procent forventer et direkte fald i omsætningen.

- De syddanske virksomheder er lidt mere forsigtige end virksomhederne i de andre regioner, når der skal spås om kommende års omsætning. De syddanske virksomheder er meget afhængige af udviklingen i den tyske økonomi, som i øjeblikket ser ud til at stagnere. Det betyder, at virksomhederne ikke er direkte negative, men at de tager bestik af den tyske situation og har lidt mere afdæmpede forventninger til omsætningsudviklingen, siger underdirektør Niels Milling.

Analysen viser også at 23 procent af de syddanske virksomheder forventer at øge antallet af medarbejdere indenfor det kommende år. 59 procent forventer at fortsætte med samme antal, mens 18 procent forventer at skulle skære i medarbejderstaben. Også her placerer de syddanske virksomheder sig således i den realistiske kategori.

- Skal virksomhederne få mod på at investere og dermed skabe vækst, er vi dog også nødt til at få skabt de rette rammevilkår for at drive virksomhed regionalt. Det nytter ikke noget, at virksomhederne tynges af administrative byrder og besværlige arbejdsgange, som går ud over deres konkurrenceevne og muligheder for at sikre regional vækst og beskæftigelse, siger Niels Milling.