Tyskerne kommer

De er to meter høje. To meter brede. Og så er de nok Europas bedste klubhold. De tyske tropper fra THW Kiel besætter i eftermiddag Gudmehallen. Og det bliver ikke en kamp for tøsedrenge.

De er bare større

Herrerne fra GOG Svendborg TGI skal virkelig kæmpe til sidste blodsdråbe, hvis de tyske tropper skal bekæmpes i Gudme. Det er første Champions Leaguekamp i gruppe E.

- Det er klart, at vi overordnet og realistisk set spiller for at nå en andenplads i puljen, for Kiel ligger i en klasse for sig, siger træner Carsten Albrektsen til GOG's hjemmeside.

- Men det er helt afgjort, at vi spiller for chancen, og alt kan ske på dagen. De er mennesker med to arme og to ben, som vi andre. De er bare større, konstaterer han tørt.

GOG plaget af skader

GOG Svendborg TGI er på forhånd svækket inden braget. Anfører Torsten Laen er ude. Desuden må fynboerne formentlig også undvære Lasse Svan Hansen og Claus Flensborg.

Tyskerne derimod stiller med stærkeste kæde, og det betyder navne som Stefan Lövgren, Marcus Alm og Kim Andersson.

Oversigt

    Oversigt