I det fynske folks tjeneste

UCI giver Alex Rasmussen grønt lys igen

Cykelrytteren Alex Rasmussen må igen køre løb, har den internationale cykelunion UCI meddelt danskeren.

Alex Rasmussen har atter fået tilladelse til at køre løb af den internationale cykelunion UCI.

Garmin-Sharp-rytteren, som tidligere tirsdag blev pillet ud af det franske etapeløb Circuit de la Sarthe af en af løbets kommissærer, må kort efter eksklusionen igen køre løb.

- Jeg har lige fået at vide, at mine papirer gik i orden hos UCI en time efter, at jeg skulle være startet, så nu kan jeg køre alle de løb, jeg vil, siger Alex Rasmussen til Jyllands-Posten.

Danskerens forsikringspapirer var ikke gået i orden, men det er de nu. Løbskommissæren forklarede dog ikke nøjagtigt årsagen til, at Alex Rasmussen blev nægtet starttilladelse.

- Det har også været derfor, at de ikke ville svare, da de pillede mig ud, for det har været lige ved at gå i orden, men der har åbenbart været mangelfuld kommunikation mellem UCI og løbsledelsen, siger Alex Rasmussen.

Præsidenten for UCI, Pat McQuaid, oplyser i en mail, at den manglende godkendelse kan skyldes, at Alex Rasmussen er blevet forvekslet med Michael Rasmussen.

- Der kan have været en forveksling med Michael, skriver Pat McQuaid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Michael Rasmussen indrømmede i sidste måned et omfattende dopingmisbrug, og de to danskere deler som bekendt efternavn.

Alex Rasmussen er blevet genansat på Garmin-holdet, efter at han har overstået en karantæne for at have haft rod i sine såkaldte "whereabouts".

Ved du noget? Så send os et tip