Undveget drabsmand fanget i Middelfart

En drabsdømt mand stak i august af fra den psykiatriske institution Sankt Hans. Mandag blev manden, der beskrives som farlig, fanget i Middelfart.

En undveget drabsmand blev mandag aften fanget i Middelfart efter at have været på fri fod siden august, hvor han stak af fra den psykiatriske institution Sankt Hans ved Roskilde.

Manden kan være farlig, så politiet var varsomt.

- Vi havde fået et tip om, at han muligvis opholdt sig på en adresse i Middelfart. Efter at have observeret stedet kunne vi se, at der var en mand, der svarede til signalementet, fortæller vagthavende ved Middelfart Polit, Uffe Lysei.

Den lille politistation tilkaldte assistance fra Odense Politi, og sammen omringede politifolkene stedet og trængte ind.

- Der var fem personer på adressen. Vores mand var en af dem. Han blev anholdt, og det foregik helt udramatisk, fortæller Uffe Lyse.

Manden blev i 2002 idømt 12 års fængsel for drab.

Oversigt

    Oversigt