I det fynske folks tjeneste

Spillede høj musik midt om natten: Ung mand anholdt

En beruset ung mand fornærmede politibetjentene, der var i dialog med folkene bag festen om, at der skulle skrues ned for musikken.

Fyns Politi blev kaldt ud til Buchwaldsgade i Odense, hvor en fest larmede lidt for meget natten til lørdag. Foto: Politiet

En 25-årig mand er blevet anholdt natten til lørdag i forbindelse med en privatfest i Odense. Det oplyser vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.

Læs også 200 år gammelt byhus ramt af voldsom brand

Politiet blev kaldt ud til Buchwaldsgade i Odense klokken 01.20, hvor der blev spillet høj musik for åbne vinduer.

Da betjentene kommer frem til festen, kommer de i dialog med folkene bag festen om, at musikken er for høj.

- Det går egentlig udmærket, men en anden spirituspåvirket person kommer til stedet og blander sig i samtalen, siger Thomas Bentsen.

Fornærmede politiet

Den 25-årige mand blander sig så meget i samtalen og skaber så meget uro på stedet, at han bliver anholdt og taget med ind på politigården.

I forbindelse med anholdelsen fornærmer den 25-årige mand betjentene flere gange.

- Han kommer med nogle bevingede ord, siger Thomas Bentsen.  

Den unge mand, der ikke har nogen kendt adresse, kan se frem til en bøde. Han er blevet løsladt igen lørdag morgen.