I det fynske folks tjeneste

Ung sniffer død i tog

Ung fynbo døde i et tog på Odense Banegård, efter flere havde set ham sniffe lightergas i kupéen.

En ca. 20-årig mand døde her til aften i armene på togpersonalet på Odense Banegård.

Flere passagerer havde forinden set den unge mand sniffe lightergas i toget fra Svendborg mod Odense, men pludselig fik han et ildebefindende.

- Togpersonalet får lagt ham ned og tilkalder en ambulance, men da ambulancefolkene kommer frem, er han allerede død, siger vagtchefen ved Fyns Politi.

Det tragiske dødsfald fik også et uheldigt efterspil, da den afdødes mobiltelefon pludselig ringede kort efter, han var død, og en ansat i toget tog den.

- Det var en intetanende pårørende, der ringede, og fik den chokerende besked over telefonen af togpersonalet, siger vagtchefen.