Vagtmand dømt for at kvæle ekskæreste

36-årig mand idømt 12 års fængsel for drabet på sin unge ekskæreste sidste år i Odense. Han ankede på stedet.

Den 36-årige Jesper Christensen blev onsdag idømt 12 års fængsel for drabet på sin ekskæreste Bettina Hartmann Clausen i Odense.

Bettina Hartmann Clausen blev dræbt i sin lejlighed i Albanigade i Odense 19. september sidste år efter et skænderi med sin 36-årige ekskæreste.

Jesper Christensen har under retssagen erkendt, at han var i lejligheden og skændtes med Bettina Hartmann Clausen. Han har også erkendt, at de to var i håndgemæng, men har hele tiden afvist, at han kvalte den unge kvinde. Han har hævdet, at den unge kvinde var i live, da han forlod lejligheden.

Hun blev fundet død i lejligheden to dage senere af sin mor, der havde undret sig over, hvorfor hun ikke kunne komme i kontakt med datteren.

Jesper Christensen og Bettina Hartmann Clausen lærte hinanden at kende i Bilka, hvor han arbejdede som vagtmand, og hun også var ansat i en periode. Han blev ifølge dommen også frataget retten til at virke som vagtmand indtil videre.

Oversigt

    Oversigt