Vandkulturhus endeligt skrinlagt

Odense får ikke et vandkulturhus i Odense Havn. Socialdemokraterne og SF støtter ikke længere, det der skulle have været et kulturelt fyrtårn i Odense.

De to partier begrunder deres beslutning med, at de borgerlige partier ikke støtter vandkulturhuset og ikke vil investere 217 millioner kroner i en Kulturø.

- Borgmesteren har i denne sag kun tænkt på genvalg, han har ikke tænkt på byens udvikling og troværdighed. Politisk lederskab handler nogle gange om, at man tør se længere end til næste valg. Spillet omkring Vandkulturhuset er den slags, der er med til at skabe politikerlede i befolkningen, og det kan jeg ærlig talt godt forstå, siger Stina Willumsen.

Beslutningen om at placere et Vandkulturhus i Odense Havn blev besluttet i 2004. Huset er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels, og var oprindeligt beregnet til Aalborg. Men her droppede byrådet planerne i 2002 som et led i en række besparelser.

I Odense skulle projektet blandt andet finansiers med penge fra salg af Elsam-aktier. Men siden da har der konstant været debat om husets fremtid, og i følge SF og Socialdemokraterne har Venstre og Konservative hele tiden modarbejdet opførelsen af Vandkulturhuset.

- Odense mister utrolig meget troværdighed på denne sag. Som investor må man undre sig over, hvad der sker i Odense, og om man overhoved kan regne med vores by. Det er et meget stort problem. Forsvinder tilliden, så forsvinder investorerne, og så går væksten i Odense i stå, siger Anker Boye.

Hos de borgerlige er der da også glæde over at forlige om Vandkulturhuset nu er faldet.

- Økonomien i projektet var løbet løbsk, og derfor er det godt for Odense, at vandkulturhuset ikke bliver til noget, siger borgmester Jan Boye(K) til Fyens Stiftstidende.

Socialdemokratiet og SF vil bruge de 170 millioner, der skulle have været investeret i Vandkulturhuset, på børn og ældre.

Oversigt

    Oversigt