I det fynske folks tjeneste

Velfærdsteknologi: Robot skal løfte patienter

00:49

Blue Ocean Robotics har sammen med Universitetshospital Køge udviklet en ny robotteknologi, som kan flytte patienter nemmere og mere sikkert

Den eksisterer kun på papiret, men patienter og personale ser et stort internationalt potentiale i den nye teknologi.

Multi-Tower Robot er en mobil robot, som kan flytte patienter på en mere fleksibel måde end man gør i dag. Den kan bruges mange steder fra patientstuer til plejehjem eller hjemme hos patienten selv.

 

-Jo mere tekologi og så videre der kan hjælpe, både patienten og medarbejderne med alle de løft og skæve stillinger, des bedre. Og den her robot er fantastisk!

Jane Skar, tidligere patient 

 

Robotten vejer 300 kg, men kan bevæges af en sygeplejerske med et let skub. Teknologien kan bruges overalt fra badeværelser til gangene og flytter sig efter sygeplejerskens bevægelser.

Indbyggede sensorer sikrer, at den navigerer udenom forhindringer. Robotten har omniwheels i bunden, som kan bevæge sig i alle retninger.

 

 

Robotten har teleskopstænger, der kan tilpasses. Den kan blive bred nok til at køre henover en seng og smal nok til at gå igennem en døråbning. Foto: Morten Grundholm

 

Den er bygget af teleskopsamlinger, så den kan tilpasses smalle døråbninger eller kan trækkes ud og køre henover en seng. På den måde kan personalet navigere præcist derhen, hvor patienten er.

- Det her er ikke bare interessant for de nye kommende supersygehuse i Danmark, det bliver interessant for hele verden, siger Troels Werner Christensen, der er projektleder i kommunikation og innovation.

 

Fleksibel og sikker

I dag har man fastmonterede loftlifte med indbyggede skinner i loftet på patientstuerne. Det kan være et problem, hvis en patient for eksempel er faldet ude på gangen og skal flyttes. Loftsliften sidder nemlig fast i loftet og kan ikke nå ud på toilet og bad eller på et gangareal, for det er for dyrt at sætte skinner op i alle rum. Det betyder, at personale må gå på kompromis med retningslinjerne, der er for løft. De skal være to, men er ofte kun en om at løfte.

Multi-Tower Robot er en idé, som udspringer fra Universitetshospitalet i Køge. Den er udviklet i samarbejde med patienter og personale.

- Antallet af indlæggelsesdage vil falde i fremtiden, til gengæld vil de patienter, vi har være dårligere.  Så behovet for flytning vil være stigende og her har vi brug for teknologier, der kan hjælpe, siger Troels Werner Christensen.

 

Flere løft i fremtiden

Når Region Sjælland opfører det nye universitetshospital, kommer det til at fungere som hovedsygehus i hele regionen med op mod 90.000 indlæggelser om året. Sygehuset vurderer, at hver fjerde indlæggelse vil omfatte en patient, der har brug for hjælp til at blive flyttet.

- Der er store perspektiver i Multi-Tower Robotten. Den understøtter det sundhedsfaglige personale, der knokler. Robotten betyder færre patientskader og som patient kommer man hurtigere frem. Det er en teknologi, der  hjælper med optimal ressouceudnyttelse, siger Anja Hald, der er senior business developer hos Blue Ocean Robotics.

 

Robotter til rehabilitering

Hun vurderer, at robotten kan gå direkte over i kommunalt regi. Og det bliver nødvendigt i takt med at patienter fremover kommer til at ligge i kortere tid på supersygehusene. Det betyder nemlig, at rehabiliteringen flyttes ud i kommunerne. De får i fremtiden en stor opgave i at flytte patienterne hurtigere, end man kan i dag.

- Det her er et eksempel på, hvad der kan komme ud af en dialog og et tæt samarbejde mellem en offentlig institution og en privat virksomhed. Der udvikles rigtig meget teknologi, men 80 procent bliver ikke anvendt korrekt, for det  er ikke designet, så personalet kan bruge det.

Udover Universitetshospital Køge har ti kommuner henvendt sig med interesse for den nye teknologi, der kommer til at koste 300.000 kroner i salgspris.

Nu går arbejdet med at bygge en prototype igang, og man forventer at den første robot er klar om et års tid.

-Jeg glæder mig bare til at se den i brug. Og så er jeg måske heldig selv at få lov at prøve den, siger Jane Skar, der er tidligere patient og har været med til at udvikle robotten.

 

De otte nationale mål for det danske sundhedsvæsen

  •  Bedre sammenhængende patientforløb
  • Styrket indsats for kronikere og ældre patienter
  • Forbedret overlevelse og patientsikkerhed
  • Behandling af høj kvalitet
  • Hurtig udredning og behandling
  • Øget patientinddragelse
  • Flere sunde leveår
  • Mere effektivt sundhedsvæsen

Kilde: Dansk Sygeplejeråd

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.