I det fynske folks tjeneste

Venstrefløjen siger nej til Nyt OUH

Foto: Anders Høgh

1 af 2

SF og Enhedslisten mener ikke, at planerne for supersygehuset Nyt OUH ved Odense er realistiske.

Når projektforslaget for Nyt OUH senere i dag - efter alt at dømme - bliver godkendt i regionsrådet,  er det uden opbakning fra  Enhedslisten og SF.

Fyens Stiftidende fortalte tidligere mandag, at flere partier er i tvivl om, hvorvidt de vil stemme for det forslag for Nyt OUH, som regionsrådet i dag skal behandle. Enhedslisten har meldt ud, at de siger nej tak forslaget, men nu bekræfter SF's Ida Damborg, at de også vender tommelfingeren nedad.

Læs også Nyt OUH stadig flere hundrede millioner over budget

- Der er så store usikkerheder indbygget i det forslag, at jeg simpelthen ikke er tryg ved at sige ja på nuværende tidspunkt, siger SF's Ida Damborg.

Prisen  eskalerede i juni, da konsortiet Medic OUH, som står for byggeriet, på få uger gik fra en budgetoverskridelse på ca. 150 millioner kroner til en overskridelse på 1,3 milliarder. Budgettet er samlet på 6,3 milliarder.

SF: Bevar børnehospitalet på det gamle OUH
Siden da har både Medic OUH og Region Syddanmarks egne folk gennemgået budgetterne endnu engang, og det vurderes, at der på nuværende tidspunkt mangler 450 millioner kroner. Men regionens rådgivere har samtidig kritiseret en række mangler, blandt andet er brandsikkerheden ikke i orden, og rummene til pyskiatriske patienter og børn er for dårlige.

- Det forslag, der ligger på bordet, er så fyldt med kæmpe forbehold rent økonomisk, og konsekvenserne er slet ikke belyst. For det her kan ende med at koste livet for nogle af de mindre sygehuse, og det bør vi være klar over, inden vi siger ja, siger Ida Damborg.

SF vil derfor på dagens regionsrådsmøde foreslå, at børnehospitalet på nuværende OUH bliver bevaret, så der skæres nogle kvadratmeter af byggeriet.

EL: Vent med at flytte det hele
SF's forslag om at bevare dele af det gamle OUH er i god tråd med Enhedslistens ønsker.  

- Med de penge, der er afsat til projektet, er det umuligt at lave det kvalitetsbyggeri, som var målet fra starten af, siger Vibeke Syppli Enrum fra Enhedslisten.

- Hvorfor ikke bygge lidt mindre og så få ordentlig kvalitet ind i byggeriet. Så må vi bevare nogle af afdelingerne, på de gamle matrikler, og bygge til Nyt OUH, når vi har pengene til at lave det ordentligt.

TV 2/Fyn er med fra Vejle kl. 17.40, hvor både Vibeke Syppli Enrum og Ida Damborg er med.

Ved du noget? Så send os et tip