I det fynske folks tjeneste

OB-spiller om homofobiske tilråb: - Vi havde også reageret

OB's forsvarsspiller Jeppe Tverskov føler sympati med FC Københavns spillere, der blev kaldt homofobiske gloser, efter søndagens Superligakamp på Odense Stadion.

00:36

OB's Jeppe Tverskov ville, ligesom FCK's Viktor Fischer gjorde det, have reageret, hvis homofobiske tilråb ramte den fynske boldklub. Video: Alex Syrik

Flere OB-fans skreg homofobiske tilråb fra tilskuerrækkerne ned til FC Københavns spillere under søndagens Superligakamp på Odense Stadion. Det vil hverken spillerne eller klubben acceptere.

- Det er klart, det ikke er i orden. Det tager vi stor afstand fra både som spillere og som klub. Det er vi kede af at høre, og det er klart, at det ikke er optimalt hverken på fodboldbanen eller uden for, fortæller OB's forsvarsspiller Jeppe Tverskov.

Læs også OB tager afstand fra homofobiske tilråb: - Det skal stoppes øjeblikkeligt

Han hørte ikke selv de homobofiske tilråb fra fansene. Det gjorde til gengæld FC Københavns Viktor Fischer, der efter kampen i provokation sendte fingerkys til OB's fans. 

- Havde det været en af vores spillere, havde vi også reageret efterfølgende, så det er forståeligt, at Viktor Fischer er oprevet bagefter, mener Jeppe Tverskov. 

- Det hører ikke hjemme

Heller ikke OB's træner, Jakob Michelsen, lagde mærke til, at tilråbene fra publikum var særligt generende søndag. Alligevel tager også han afstand fra de homofobiske sange og tilråb.

- Kampen er så hektisk, at vi ikke hører alt, hvad der bliver råbt. Hvis det er sket, og det tror jeg helt sikkert, det er, tager vi selvfølgelig kæmpe afstand fra det. Den slags hører ingen steder hjemme, mener træneren.

I en officiel udmelding tager også OB’s fanklub mandag afstand fra de homofobiske tilråb mod FCK-spillerne.

Læs også Fischer og Kvist kritiserer OB-fans for homofobiske råb

00:15

OB-træner Jakob Michelsen hørte ikke selv de homofobiske tilråb, men han betvivler ikke, at de blev råbt. Video: Alex Syrik

Luk video