I det fynske folks tjeneste

Videnskab i børnehøjde: Dagplejebørn eksperimenterer med syre

Mandag var flere dagplejebørn udstyret med pipetter og farverige væsker. Her skulle de have videnskaben i hånden.

00:24

Mandag eksperimenterede odenseanske småbørn med pH. Video: Ole Holbech

Den lille hånd knuger om plastikpipetten. Æblesaften drypper langsomt ned i den lilla rødkålssaft, der skiftevis ændrer farve til blågrøn. 

Mandag blev dette års naturvidenskabsfestival skudt i gang. Og for første gang blev de mindste også inviteret med til festivalen, der har til formål at skabe engagerende oplevelser med science blandt børn og unge. 

- Det er vældig spændende, så længe vi holder det nede på på børnenes niveau, fortæller Rikke Dam, der er dagplejemor i Odense.

Jeg håber først og fremmest, at det vækker en nysgerrighed

Linda Ahrenkiel, projektkoordinater ved LSUL

Hos børnene var der ifølge Rikke Dam stor interesse for at eksperimentere.

- De var meget optaget af, hvad de skulle lave. De kunne faktisk fastholdes rimelig længe, siger dagplejemoren. Hun påpeger, at særligt et eksperiment med pH-værdien vakte børnenes interesse.

Rettelse

  • 24. sep 2018 kl. 14:10 En tidligere version af artiklen beskrev en forkert farveændring af rødsålssaften.

Her skulle børnene tilsætte syre i form af æblesaft til rødkålssaft, der i takt med opløsningens varierende surhedsgrad skiftede farve fra blå til rød. Tilsatte børnene i stedet base i form af natron var det muligt at ændre den røde farve til blå og siden grøn.

Ikke målet, at børnene skal være videnskabsfolk

Bag initiativet til at give dagplejebørn pipetter står Odense Kommune og Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring (LSUL). Hos Odense Kommune mener man ikke, at projektet skal skabe en ny generation af videnskabsfolk. 

- Det er en aktivitet eller leg på lige vilkår med alt mulig andet, forklarer Karin Munk Bach, der er dagplejeleder ved Dagplejen Syd i Odense Kommune. 

Selvom der ifølge Karin Munk Bach er tale om en aktivitet på lige fod med at bage boller, så har projektet tilknyttet flere forskere. En af dem er Linda Ahrenkiel, projektkoordinater ved LSUL, som er et forsknings- og udviklingssamarbejde mellem Syddansk Universitet, University College Lillebælt og University College Syddanmark.

- Vi har prøvet at finde nogle aktiviteter, der viser nogle grundlæggende principper inden for naturvidenskaben og matematikken, forklarer forsker Linda Ahrenkiel. 

Det er også derfor, at projektet gør brug af blandt andet rødkål som en pH-indikator. 

- Vi fortæller ikke om pH-begrebet, men vi viser børnene, at der sker en progression, lyder det fra Linda Ahrenkiel. Hun tilføjer:

- Jeg håber først og fremmest, at det vækker en nysgerrighed, og at børnene erkender, at der kan være årsag og sammenhæng, siger forskeren med reference til pH-eksperimentet. 

Resten af efteråret vil LSUL og Odense Kommune afholde flere lignende arrangementer i andre legestuer og hos dagplejere i Odense. Senere vil projektet blive evalueret. 

02:18

Se hele indslaget om videnskab i børnehøjde.

Luk video