I det fynske folks tjeneste

Vold med isklump kan føre til udvisning

17-årig blæste på rettens gule kort i form af en betinget udvisning - vold på gaden i Odense kan sende ham til Irak.

Hvis Højesteret lader en 18-årig iraker blive i Danmark, vil
Folketingets skærpede kurs mod udlændinge, der overtræder loven,
være "et slag i luften."

Sådan lød det advarende fra en anklager torsdag i landets
øverste domstol, som skal tage stilling til et voldeligt
overfald i Odense med en isklump.

Sagen om den unge iraker er principiel. Allerede som 15-årig
blev han dømt for hjemmerøverier og vidnetrusler. Og som 17-årig
overfaldt han og en kammerat en sagesløs mand, der var på vej i
biffen.

Ved den første dom fik han det gule kort - nemlig en betinget
udvisning oveni fængselsstraffen. Trods advarslen førte han en
vinterdag sidste år an i volden mod den tilfældige mand. Det
skete inden for prøvetiden - og så skal udvisningen sættes i
værk, mener vicestatsadvokat Hans Fogtdal.

Isoleret set ville overfaldet med skub, slag og kastet med
isklumpen ikke kunne føre til udvisning. Men med den tidligere
dom i bagagen er der ingen vej udenom, mener vicestatsadvokat
Hans Fogtdal.

Den unge kom til Danmark som syv-årig. Familien var flygtet
fra Irak til Saudi-Arabien, hvor han blev født. Derefter gik
turen til Iran - og endelig Danmark.

- Han hører reelt til i begge kulturer, og man må antage, at
han kan klare sig ligeså godt i Irak som her, sagde Hans Fogtdal
til dommerne.

Forsvareren er lodret uenig.

- Han har aldrig levet i sit eget land, påpegede advokat Hans
Boserup.

Han magter ikke arabisk og har kun været på et par
smutture til Bagdad. Den ene gang med sin storebror, der havde
en drøm om at blive udtaget til det irakiske ungdomslandshold i
fodbold.

Familien er splittet op. På Sjælland bor moren og fem
søskende. Den fodboldspillende storebror er i fængsel og står
foran en udvisning for røveri. Faren blev udvist i 2007.
En oplysning fra Udlændingeservice om, at den 18-årige har
slægtninge både på morens og farens side i Irak, tror
forsvareren ikke på.

Han sagde, at både menneskerettighedskonventionen og FNs
børnekonvention bør få dommerne til at frifinde den unge for at
blive smidt ud.

- Mindreårige må ikke udvises, sagde Hans Boserup.

Omvendt mindede anklager Fogtdal i sin tale til de fem dommere
om, at Folketinget siden 2006 har lavet en tredobbelt skærpelse
af reglerne om udvisning. Den unge er "lige i kernen af
formålet" med loven og fortjener at blive deporteret.

- Ellers bliver en betinget udvisning et slag i luften og uden
en egentlig konsekvens, hvilket kan undergrave tilliden til
fastheden i retssystemet, sagde vicestatsadvokaten.

Dommen afsiges i næste uge.