Voldsdømt politiker kan blive i byråd

Byrådsmedlem Morten S. Petersen kan fortsætte i Svendborg Byråd trods dom for vold.

Valgbarhedsnævnet besluttede på et møde tirsdag at formanden for Svendborg Kommunes kultur- og planudvalg Morten S. Petersen kan fortsætte om byrådsmedlem, skriver Fyns Amts Avis.

Skubbede sig lejer

Morten S. Petersen blev 22. september dømt for vold mod en kvindelig lejer. Han fik en straf på ti dagbøder á 300 kroner.

Morten S. Petersen tilstod dengang i retten at have skubbet til sin tidligere lejer Marianne Jensen, så hun faldt og brækkede håndleddet. 

Det skete 1. august som kulminationen på længere tids konflikt mellem Marianne Jensen og udlejeren Morten S. Petersen.

En mild dom

Ti dagbøder er en mild dom, sagde dommeren i retten og understregede, at det ikke var fordi, at Morten S. Petersen var en kendt politiker.

Den milde straf forklarede han med, at politikeren ikke tidligere er straffet. Desuden har han gode personlige forhold. Det havde også betydning, at episoden skete efter længere tids chikane.

Men trods dommen for vold mener valgbarhedsnævnet, at Morten S. Petersen fortsat er værdig til at beklæde en folkevalgt post.

- Selvfølgelig er jeg glad. Men jeg havde nu også forventet, at det ville blive den afgørelse, nævnet ville nå frem til. Når man ser på andre sager, som valgbarhedsnævnet har taget stilling til, så har meget peget i den retning, fastslår Morten S. Petersen, til avisen.

Oversigt

    Oversigt