Den kollektive bustrafik har oplevet en dramatisk nedtur de seneste 10 år - og i år går det for alvor stærkt med forringelserne.
Fagbladet Ingeniøren har beregnet, at 17 procent af bustrafikken på Fyn bliver skåret væk i år. Især landområderne oplever forringelser af bustrafikken.
- Den traditionelle landbus med dens betjening af de mindre bysamfund er ved at blive udfaset, siger direktør i FynBus Carsten Hyldborg til bladet.
På Langeland nedlægger FynBus stort set al bustrafik, og kun fordi kommunen selv poster tre millioner kroner i driften, slipper øen med en halvering af den kollektive bustrafik.
- Nu bliver det endnu sværere at få ressourcestærke familier til at bosætte sig i yderområderne, hvis for eksempel teenagebørnene ikke kan tage bussen til skole eller til fritidsaktiviteter om eftermiddagen, siger bormester Bjarne Nielsen(V).
I følge FynBus skyldes forringelser en ændret prioritering hos regionerne, som har det overordnede ansvar for busdriften.
- Vi har oplevet, at regionspolitikerne foretager en klar prioritering af midlerne til bustrafik, der indebærer flere busser omkring de store byer, men til gengæld langt færre busser i landområderne, siger Carsten Hyldborg til Ingeniøren.