Frisør: - Vores psyke kan næsten ikke klare det

Susanne og Mogens Borne er begyndte at bruge af pensionsopsparingen for at holde liv i deres fire frisørsaloner.

- Det er virkelig frustrerende for os alle sammen. Vores psyke kan næsten ikke klare det længere, siger Susanne Borne.

Hun er en af de fynske frisører, som havde håbet på at blive en del af genåbningen. Men hun fik intet håb fra regeringen i den aftale, der er indgået med støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, og som blev offentliggjort onsdag formiddag.

Sammen med manden Mogens ejer hun fire frisørsaloner: Hårsaksen i Tommerup, Tommerup St., Aarup og Glamsbjerg. De har tidligere brugt nedlukningen til at bygge om i et par saloner.

quote Vi prøver at overleve på bedst mulig måde

Mogens Borne, Hårsaksen

- Men nu bliver det ikke brugt, konstaterer en tydeligt berørt Susanne Borne.

Den gradvise genåbning af samfundet begynder fra 1. marts, men aftalen indeholder altså ikke frisørerne.

I stedet vil ejerne af frisørsaloner, tatovører og lignende over hele landet kunne se, at blandt andet udvalgsvarebutikker som tøj- og møbelbutikker op til 5.000 kvadratmeter kan genåbne med skærpede afstandskrav.

Således skal også de fynske frisører leve videre i usikkerhed, og ægteparret Borne kan nu slukke for det håb, de havde indtil blandt andre justitsminister Nick Hækkerup (S) og sundhedminister Magnus Heunicke (S) trådte frem til et såkaldt doorstep kort efter klokken 11.

- Det er vi rigtig kede af. Vi har gået og glædet os, så vi har lovet kunderne, at de fik en tid ... ja, det ser lidt sort ud for os.

Susanne Borne var ikke alene om håbet. Også kunderne troede, at de snart skulle under saksen, og alene tirsdag havde 18 håbefulde kunder bestilt tid. Det var altså forgæves, og nu melder tvivlen sig hos ægteparret: Vender kunderne tilbage?

- Det håber vi, at de gør. Vi savner meget vores kunder, siger Susanne Borne.

Ligning med mange ubekendte

Mens Susanne Bornes kunder nærmest er en ubekendt i en ligning, som fortsat er uvis, så står Mogens med et lige så svært hovedbrud, når han kigger på forretningens regnskaber.

- Det er det store regneark, vi har fremme, og budgetterne prøver jeg at lægge, så godt jeg kan, men der er så mange ubekendte i den ligning her, så vi kan næsten ikke regne os ud af det, siger Mogens Borne og tilføjer:

- Vi aner jo ikke, hvornår der bliver åbnet, og for hver måned er det penge ud af kassen. Direkte ned i et hul, og vi ved ikke, hvor stort det hul er.

60-årige Susanne Borne har været i branchen, siden hun var 15 år. De seneste 35 år som selvstændig, og nu prøver ægteparret at overleve på bedst mulig måde - blandt andet med tæt kontakt til banken. 

- Vi har også lidt arvesølv, som vi sælger ud af. Vi har lige solgt en grund på Sjælland, men det var ikke planen. Grunden var et led i vores pensionsopsparing og en arv, som vi havde fået, fortæller Mogens.

- Vi har været nærmest heldige, for det kan godt redde os, tilføjer han.

Han forklarer, at de for første gang nogensinde har valgt at udskyde momsen, som så skal betales til november. Samtidig er kassekreditten gået i minus for første gang i mange år.

Ægteparret Susanne og Mogens Borne åbnede den første frisørsalon 2. april 1986.
Ægteparret Susanne og Mogens Borne åbnede den første frisørsalon 2. april 1986.
Foto: Morten Albek

Savner kontakten med kunderne

Ægteparret investerer således med deres fremtidsplaner i coronakrisen. Samtidig har det også en omkostning i det daglige, hvor Susanne savner den daglige kontakt med kunderne.

- Det er frustrerende ikke at skulle møde op om morgenen og have sin daglige gang i salonerne sammen de dejlige piger, vi har, og kunderne, som vi snakker med hele tiden. Vi møder dem i brugsen, Fakta og Rema, hvor vi nu ellers ser dem, og siger lige hej, men så ikke så meget mere på grund af, at vi jo har coronaen, forklarer Susanne.

- Man man har bare lyst til at standse op og snakke med dem, men det er også noget, man skal vænne sig til.

- Men det tror jeg aldrig, jeg kommer til at vænne mig til. Vi er jo et servicefag og vant til at omgås kunder og mennesker hele tiden, så det er virkelig et stort tab i sig selv.

Lukket i en tredje del af et år

Et lille lyspunkt i nedlukningen har været, at parrets to saloner er blevet grundigt istandsat.

- Men det er også det eneste positive i det her, siger Mogens Borne.

Fortsætter nedlukningen for frisørerne frem til for eksempel til etårsdagen for den første nedlukning den 11. marts, har ægteparrets saloner have været lukket i cirka en tredje del af det forgange år.

- Det er mange dage, konstaterer Mogens Borne.

Oversigt

    Oversigt