Personale på plejehjem sparer tid med kloge bleer

Øget livskvalitet, færre infektioner og mere tid til pleje er nogle af gevinsterne ved en ble, der er klogere end sædvanligt.

En anordning på størrelse med en Nokia 3310 gør hverdagen lettere for både personale og beboere på plejehjemmet Bofællesskabet Korsvang i Assens.

Der er tale om en såkaldt intelligent ble, som tilbydes til ældre, der ikke kan holde på vandet.

Christina Sjønov, der er kontinensvejleder, kan faktisk ikke få armene ned over de forandringer, som den intelligente ble har skabt.

- Jeg synes, det giver en dejlig fornemmelse, fordi så ved man, at det ikke er det praktiske, man skal gøre, men man kan gøre noget med beboeren, så de får noget mere kontakt med os, siger Christina Sjønov.

På forsiden af den intelligente ble sidder en blå anordning, som kortlægger vandladningen i tre døgn. Her finder den ud af, hvornår vandladningen sker, og hvor meget der kommer.

Sådan ser bleen ud med den lille computer på.
Sådan ser bleen ud med den lille computer på.
Foto: Joakim Blomsterberg Olsen

Derfor ved Christina Sjønov, i hvilket tidsrum beboeren skal på toilettet. Og hun ved også, hvor stor en ble beboeren har brug for.

I Assens Kommune har hjælpemidlet været i brug siden 2022, og Christina Sjønov kan tydeligt mærke en forskel:

- Førhen havde vi tit lækager om natten, hvor vi skulle hen og bundskifte hele sengen. Dyne og madras og det hele skulle tørres af, så det var tørt til at vedkommende skulle have det igen senere på dagen.

Faktisk er tidsforbruget ved bleskift, bletjek, tøjvask og lækage reduceret med 25 procent i forhold til tiden før brugen af hjælpemidlet. Den besparede tid kan nu bruges på at være sammen med de ældre på plejehjemmet.

En samfundsmæssig gevinst

Brugen af den intelligente ble er blevet analyseret ved i alt 45 borgerforløb. Og tidsbesparelsen for personalet er bare én af flere positive effekter. Det fortæller Stine Wedel, som er kontinenssygeplejerske for hele Assens Kommune.

- Vi ser, at borgere har mindre urinvejsinfektioner, fordi vi finder de rigtige toilettider til dem, siger hun.

Velværet for borgerne i Assens Kommune er Stine Wedels fokusområde, men hun ser også en stor mulighed for at spare tid og penge på landsplan ved at bruge kortlægge vandladningsmønstre og dermed forhindre urinvejsinfektioner.

- Man ved, at urinvejsinfektioner er en af de hyppigste indlæggelsesårsager i Danmark, siger Stine Wedel og peger på, at der på landsplan kan være store muligheder for at spare tid og penge ved at kortlægge vandladningsmønstre og dermed forhindre urinvejsinfektioner.

Vigtigt for velvære

Ifølge Christina Sjønov opstår urinvejsinfektioner typisk, når en beboer har ligget med en fyldt ble uden nok sugeevne.

Det er bare ét af flere gode argumenter for, at det er vigtige at finde den helt rette størrelse ble.

Christina Sjønov fortæller, at alle beboerne er glade for det nye redskab.
Christina Sjønov fortæller, at alle beboerne er glade for det nye redskab.
Foto: Joakim Blomsterberg Olsen

Analysen fra den intelligente ble kan finde ud af, om beboeren bruger en ble, der er for stor, for lille eller lige tilpas.

- Beboerne vi har, kan få en ble med mindre sugeevne, så den ikke er så stor og så varmt for dem at ligge med, fortæller hun.

- Nogle af dem får en mindre ble, så de ikke behøves at have en hel pants (ble, der dækker hele underlivet, red.) på, men kommer ned i et bind i stedet for. Det giver mere velvære, siger Christina Sjønov.

Antallet af lækager er faldet med 92 procent, siden den intelligente ble blev taget i brug på Bofællesskabet Korsvang i 2022.

Oversigt

    Oversigt