Sendte elever hjem fra skole: Temperaturen var nede på 14 grader

På Carl Nielsen skolen i Nr. Lyndelse var der mandag morgen så koldt i lokalerne, at de fleste elever måtte tage hjem igen.

En kold start på ugen sendte eleverne fra Carl Nielsen skolen i Nr. Lyndelse hjem.

Og det var ikke sneen, der var skyld i kulden på skolen.

Derimod var det fyret, den var gal med.

- Vi har desværre haft et uheld med vores fyr, så det er stået af. Derfor er der ikke noget varme på i dag, forklarer Bettina Dalager Greve, der er skoleleder på Carl Nielsen skolen.

Uden skolens fyr kom temperaturene helt ned på 14 grader i klasselokalerne, og det var altså ikke helt nok til at kunne gennemføre den planlagte undervisning.

Hurtigt alternativ

Efter flere år med corona var skolens ledelse og lærere heldigvis hurtige til at omstille sig på den uventede situation. Der gik derfor ikke længe, før de første børn var på vej hjem igen, efter de var mødt ind mandag morgen.

- Vi kom hurtigt frem til, at vi skulle sende de ældste elever hjem til online undervisning, som vi kender fra under coronatiden, siger Bettina Dalager Greve.

Også de yngste elever og mellemtrinnets børn fik mulighed for at komme hjem. Alle deres forældre havde nemlig fået tilsendt en mail fra skolelederen om, at der var koldt på skolen, og at børnene kunne blive hentet, selvom skolen ikke var lukket.

De børn, der ikke havde mulighed for at komme hjem blev hjulpet godt på vej af lærerne.

- Der var ikke så mange elever tilbage, men det var noget med at komme op af stolen og røre sig noget mere og få nogle ‘brain breaks’, siger Bettina Dalager Greve.

De tomme stole bliver ifølge skolelederen forhåbenligt fyldt igen på tirsdag, da der arbejdes på at få fikset fyret.

- Vi statser på, at vi er klar til i morgen, og hvis der stadig der koldt, så laver vi en plan B igen. Det er vi heldigvis gode til her på skolen, siger Bettina Dalager Greve.

Selv har hun holdt sig varm i løbet af dagen med masser af uld, varm kaffe og tæpper. 

På Ådalskolen, Fangel Friskole, var der også koldt i dag, men det var af en helt anden grund, der fløj der nemlig iskolde snebolde gennem skolegården.


Oversigt

    Oversigt