Fynboerne kan stole trygt på, at deres kraftvarmeværk er sikret.
Det siger den administerende direktør i Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig, til TV 2 Fyn ovenpå tirsdagens nyhed om lækage på de russiske gasledninger til Tyskland - Nord Stream 1 og 2 - der går øst om Bornholm.
- Vi tager det stille og roligt og har øjne og ører åbne, siger Jan Strømvig og fortsætter:
- Den konkrete hændelse i Østersøen berører os ikke direkte, for vi bruger ikke gas i vores produktion. Der er ingen fare for forsyningssikkerheden, slår direktøren fast.
Energistyrelsen har tirsdag bedt Energinet om at hæve beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark efter de tre læk på gasledningerne ved Bornholm.
- Vi ønsker at sikre grundig overvågning af Danmarks kritiske infrastruktur for at styrke forsyningssikkerheden fremadrettet, udtaler direktør for Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw i en pressemeddelelse.
Husker ikke lignende situation
Direktøren hos Fjernvarme Fyn har ikke umiddelbart erindring om en lignende situation tidligere.
- Vi følger myndighedernes anbefalinger, laver de nødvendige kontroller og tjekker vores procedurer, siger direktøren, der ikke vil blive mere konkret af sikkerhedsmæssige årsager.
Dog slår han fast, at det forhøjede beredskabsniveau ikke har den store betydning.
- Vi har i forvejen en rimelig høj sikkerhed omkring vores anlæg, fordi vi jo er forsyningskritisk virksomhed.
Til Ritzau har Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw, forklaret nærmere om foranstaltningerne:
- Det består blandt andet i, at man kontrollerer den fysiske sikring af vitale bygninger og installationer. Man sikrer, at hegn er intakt, at ens overvågning virker, og at der er regelmæssigt tilsyn. Og at man begrænser adgang mest muligt.
Fjernvarme Fyn leverer varme til cirka 200.000 borgere i Odense-området.