Glatte veje: Rimtåge kan give udfordringer i morgentrafikken

Koldt vejr og tåge i luften betyder, at man tirsdag skal være særligt opmærksom i trafikken

Det kolde vintervejr fortsætter tirsdag, hvor temperaturen ikke ventes at komme ret mange grader over frysepunktet i løbet af dagen. 

Kombinationen af iskoldt vejr og tåge gør, at DMI forventer såkaldt rimtåge flere steder i landet, og det skal særligt bilister tage sig i agt for. 

Rimtåge opstår, når de små vanddråber i luften, der udgør tågen, er underkølet til under frysepunktet. Når dråberne kommer i kontakt med for eksempel fortov og veje, fryser de til is. 

Det kan give glatte veje og ekstra tilisede bilruder fra morgenstunden.

Solskinstirsdag

I løbet af morgenen kommer temperaturen til at ligge omkring fem graders frost, men op ad formiddagen stiger den til omkring frysepunktet.

Tågen ventes at fortage sig i løbet af formiddagen, og det giver plads til solskin og flot vejr. 

Resten af ugen kommer dagstemperaturerne også til at ligge omkring frysepunktet, og så er der en frontzone på vej ind over landet, som vil give snevejr de kommende dage. 

Ifølge TV 2 Vejret kan der nogle steder komme helt op til fem centimeter sne onsdag. Det er særligt de sydlige egne, der kan forvente sne. 

Oversigt

    Oversigt