Skatten er på vej ned - men det får ikke danskerne til at arbejde mere, siger økonom

Regeringen vil sænke skatten i håb om øget arbejdsudbud. Nationaløkonom, Nina Smith, tror ikke på at danskerne vil arbejde mere at den grund. Tværtimod.

Vi skal holde fast i den stærke arbejdsmoral.

I kølvandet på dén opsang fra statsminister Mette Frederiksen vil regeringen nu lette personskatter for ti milliarder kroner. Det oplyser økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) til TV 2.

- Jeg er glad for, at vi nu kan lave den største lempelse af skatten på arbejde i ti år. Det er et skulderklap til det arbejdende Danmark, at vi nu letter skatten på arbejde med ti milliarder kroner, skriver ministeren til TV 2 og Ritzau. 

Med de nye skattelettelser håber regeringen at øge arbejdsudbuddet med 5.150 personer i 2030. I alt 3,3 millioner arbejdende danskere vil nyde godt af skattelettelser.

Meldingen kommer bedst som vi her på TV 2 Fyn har præsenteret en ny Megafon-måling, der undersøger fynboernes villighed til at arbejde mere.

Men det vil ikke give en stærkere arbejdsmoral at sænke skatten - det mener nationaløkonom Nina Smith. Hun mener, at skattelettelser er et svært redskab at bruge, når det kommer til at øge en stærk arbejdsmoral hos danskerne.

- Der skal temmelig meget økonomi til, før man får mange til at ville arbejde mere. 

- Det kræver enten en meget stor lønforhøjelse eller meget store skattenedsættelser, og så bliver det jo igen svært at finansiere den offentlige sektor, hvis man virkelig skulle give så høje lønninger, som det var nødvendigt for at øge den mængde man ønsker at arbejde, siger nationaløkonom, Nina Smith.


Der er vel også nogen der siger: Nu får vi en skattelettelse, så nu behøver vi ikke at arbejde så meget?

- Det er jo den anden effekt. Hvis man får skattelettelser, så kan man jo få kortere arbejdstid og sådan set få den samme indkomst efter skat. Det som økonomer kalder indkomsteffekten. Man kan vælge skattelettelser af politiske grunde, men at tro at det giver store arbejdsudbudseffekter, det tror jeg altså ikke på.

TV 2 Fyn har sammen med Megafon blandt andet spurgt fynboerne, om en skattelettelse ville give dem lyst til at arbejde mere. 

Men kun godt hver fjerde svarende til 27 procent mener, at en mærkbar skattelettelse kunne få dem til at arbejde mere. 58 procent er enten "helt uenig" eller "overvejende uenig" i, at en mærkbar skattelettelse kunne få dem til at arbejde mere.

Undersøgelsen viste også, at 62 procent af de adspurgte fynboer, ikke mener at de har en samfundspligt til at arbejde mere end de allerede gør.

37 procent vil ovenikøbet arbejde mindre end de gør i dag, hvis det var muligt.

Kun syv procent af de adspurgte vil arbejde meget mere eller mere, end de gør i forvejen

Stor opbakning til vores velfærdssamfund – men der er ét problem

Ifølge Nina Smith er der flere ting, der konflikter mellem den velfærdsmodel vi har i dag og danskernes tanker om deres tid på arbejdsmarkedet.

- Der er jo egentlig stor opbakning til velfærdssamfundet. Men opbakningen er til ydelserne – og ikke nødvendigvis til ens eget bidrag til velfærdssamfundet, og det er jo dét der er det store problem.

Nina Smith mener, at man er nødt til at gøre det mere klart, hvad velfærdskontrakten vi bygger vores velfærdssamfund på indebærer, og har af betydning for folk.

- Vi kan stille og roligt være på vej hen i en af de andre velfærdsmodeller. For eksempel kan vi se, at mange flere folk i dag forsikrer sig selv privat. De er ikke tilfredse med dagpengene, så de laver en lønsikring. 

- Der er omkring 2,5 millioner danskere, der har en privat sundhedsforsikring, fordi man ikke synes at det offentlige er godt nok. Og det er jo fordi, at hvis der ikke bliver betalt nok skat, og hvis der ikke er nok hænder, jamen så bliver kvaliteten heller ikke så god. Stille og roligt fortsætter den onde spiral.

Er det tid til at revidere velfærdsmodellen?

Flere og flere danskere fortsætter med at tegne egne forsikringer, og ifølge Nina Smith bør det give anledning til en vigtig samfundsdebat. 

- På et tidspunkt kan det blive svært at komme tilbage til diskussionen om: hvad var det nu den velfærdskontrakt egentlig gik ud på? For hvis folk selv har styr på deres forsikringer ved siden af skatten, så kan det godt være de ikke synes der skal laves om på noget længere – og så er det jo de svageste der taber. Dem der virkelig får brug for velfærdssamfundet, fortæller Nina Smith og fortsætter:  

- Vi bliver nødt til at diskutere de her løsninger. Jeg har ikke en løsning selv. Men at tage diskussionen er meget vigtigt, hvis vi skal nå at reparere på den velfærdsmodel vi har levet med i mange år. Derfor haster det med at tage diskussionen, da det kan tage tid før at nye indfasninger kommer til at virke, siger hun.

Derfor sætter vi fokus på fynboernes arbejdstid

Oversigt

    Oversigt