Socialdemokrater vil have Lotte Bundsgaard fyret

Hvis socialdemokraternes leder Helle Thorning Schmidt vil vende de dårlige meningsmålinger, så bør hun fyre Lotte Bundsgaard som politisk ordfører. Så kontant er kritikken fra to fremtrædende fynske socialdemokrater.

Den fynske stemmesluger Lotte Bundsgaard - en af Helle Thorning Schmidts nærmeste rådgivere -  må tage sin del af ansvaret for, at Socialdemokraterne er i krise. Det mener den afgående amtsformand Elise Pedersen, som opfordrer til, at der skiftes ud i ledelsen.

- Der er jo internt meget kritik af Lotte, og jeg synes ikke, hun udfylder den plads som politisk ordfører - i hvert fald ikke godt nok, siger Elise Pedersen til TV 2/FYN.

Kritikken bakkes op af flere fremtrædende socialdemokrater i Odense, men det er de færreste, som ønsker at stå offentligt frem. Det vil  formanden fra partiforeningen i Odense 1. kreds dog gerne, Jan Helbak mener, at den aktulelle krise sætter spørgsmålstegn ved, om det er de rigtige personer, der har magten i partiet.  Direkte adspurgt om han mener, at Lotte Bundsgaard bør udskiftes, svarer Jan Helbak:

- Absolut.

Utilfredsheden med ledelsen er ikke ny,  men den er blusset op igen, efter at Helle Thorning Smidt i går offentligt bad de radikale om at give mere plads til socialdemokraterne.

Kommentator forstår kritikken

Kritikken kommer ikke bag på den politiske kommentator  Henrik Qvortrup, som vurderer, at Lotte Bundsgaards job hænger i en tynd tråd.

- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der på et eller andet tidspunkt kommer til at ske nogle omrokeringer, der indebærer at hun får sig en post, som måske er  knap så krævende, siger Henrik Qvortrup til TV 2/FYN.

Opbakning fra partiformanden

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, sendte efter offentliggørelsen af kritikken af Lotte Bundsgaard følgende pressemeddelelse til TV 2/FYN:

- Jeg er meget glad for Lotte Bundsgaards arbejde som politisk ordfører. Vi har et fremragende samarbejde og hun udfører en kæmpe opgave for partiet. Lotte har min fulde tillid, hedder det i erklæringen fra Socialdemokraternes formand.

Oversigt

    Oversigt