Efter grundige overvejelser har Annette Vilhelmsen nu besluttet sig for, at det er slut med politik.
Hun skal nu være direktør for Tietgen.
- Det er meget priviligeret at have haft 15 år i politik. Jeg har oplevet mere end de fleste og siger nu farvel til politik og goddag til at være direktør for Tietgen, siger Annette Vilhelmsen til TV 2/FYN her til aften.
Det er bestyrelsen for Tietgen, der har valgt at ansætte den 56-årige nu eks-politiker.
- Med Annette Vilhelmsen i spidsen sikrer vi os en leder, der har erfaring med undervisningssektoren og som kender det politiske arbejde særdeles godt, lyder det fra Peter Zinck, bestyrelsesformand for Tietgen.
- Som direktør kan jeg forene min passion for uddannelse, min viden om politik og ledelse til gavn for de unge og samfundet, siger Annette Vilhelmsen til TV 2/FYN.
Annette Vilhelmsen blev ikke genvalgt til Folketinget ved det seneste valg for knap et år siden. Hun tabte kampen om det enlige fynske SF-mandat til Karsten Hønge.
Og nu har hun altså besluttet, at det er helt slut med politik.
Annette Vilhelmsen tiltræder på posten den 1. august.