Borgere kræver IC-tog til Langeskov

Borgergruppen, IC togstop i Langeskov nu, har skrevet til byrådene i seks fynske kommuner med krav om at de lægger pres på Folketinget i sagen om IC-tog til den kommende Langeskov Station.

- Kerteminde Byråd er blevet snydt og bedraget, og de store tabere i dette spil bliver Østfyns borgere, hedder det i brevet til byrådene i Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Nordfyns, Nyborg og Odense Kommuner.

På vegne af IC togstop i Langeskov nu skriver Tina Pliniussen videre:

- Det er blandt andet vores skattekroner, der er blevet spildt på den ny togstation, og området vil ikke bare opleve, at nye beboere undlader at flytte hertil. Der er også mange, der vil flytte herfra.

Gruppen slutter med en kraftig opfordring til de fynske kommunalpolitikere:

- Vi kan under ingen omstændigheder acceptere, at der ikke kommer det IC togstop, vi er blevet lovet, og vi forventer helt klart, at I som byrådsmedlemmer følger op på denne sag og lægger pres på de politikere, der indgik trafikforliget i 2010 for at få dem til at overholde deres del af aftalen, ligesom Kerteminde Kommune har overholdt sin del.

Oversigt

    Oversigt