Håb til lukningstruet klub: Munkebo Speedway får hjælp af kommunen

Kerteminde Kommune har besluttet at hjælpe Munkebo Speedway Club med at bygge et nyt speedwayanlæg. I flere år har klubben kæmpet med dårlig økonomi og vigende medlemstal.

Det var en glad formand for Munkebo Speedway Club, Jan O. Petersen, der torsdag fik besked fra Kerteminde Kommune, om at kommunen vil hjælpe klubben.

- Det er vores redningsdag. Det er dagen, hvor vi kan køre videre med Munkebo Speedway, nu skal vi ikke hen og lukke klubben for det var det, der var lagt op til, men nu har vi fået at vide, at kommunen rigtig gerne vil speedway, og det er vi fantastisk glade for at høre.

Den stolte speedwayklub i den lille værftsby har fostret flere danmarksmestre, men har i flere år kæmpet med dårlig økonomi og vigende medlemstal.

På grund af miljøregler og støjgener har det ikke været muligt at træne med store speedwaymotorcykler på banen. Men nu vil kommunen hjælpe med at bygge et anlæg, der begrænser støjen, så der igen kan køres speedway på banen uden, at overskride miljøreglerne om støj.

quote Medlemmerne har kun forladt klubben, fordi der ikke er køretid

Jan O. Pedersen, formand, Munkebo Speedway Club

- Den besked, som vi heldigvis har kunnet give klubben, det er, at Kerteminde Kommune rigtig gerne vil være med i at kunne sørge for, at der stadigvæk er speedway i Kerteminde Kommune, siger borgmester i Kerteminde, Kasper Ejsing Olesen (S).

Krav til klubben: Sponsorer

Kerteminde Kommune stiller to krav til klubben, der skal være opfyldt for, at kommunen går ind som bygherre for det nye anlæg. Kommunen kræver, at Munkebo Speedwayklub skaffer sponsorerer, så de selv kan betale for driften af anlægget, og derudover skal klubben også skaffe flere medlemmer til ungdomsafdelingen.

- Vi vil gerne være med i det her, hvis Munkebo Speedwayklub kan vise, at de kan klare deres drift i de næste tre år, slår Kasper Ejsing Olesen fast.

Jan O. tror på det

Netop nu har Munkebo Speedway Club 32 medlemmer, men formand Jan O. Pedersen tror på, at det vil kunne lade sig gøre at skaffe flere medlemmer.

- Lige så snart vi kan sige, at der er en bane, der lever op til de standarder, som vi skal, så kommer medlemmerne tilbage. Selvfølgelig gør vi det. Medlemmerne har kun forladt klubben, fordi der ikke er køretid, og der derfor ikke er nogle hold at køre på. Men det får vi igen.

Aftalen om hjælp fra Kerteminde Kommune omfatter kun amatørdelen af Munkebo Speedway Club, og Kerteminde Kommune vil først sætte gang i en egenlig miljøgodkendelse, når klubben viser, at de har aftaler med sponsorer på plads.

Oversigt

    Oversigt