Målmand i unåde: Ballade giver ekstra plads til fynsk målmand

Norsk målmand har brokket sig så meget til træning i Hertha Berlin, at han er blevet smidt af holdet.

Den fynske målmand Oliver Christensen på bundesligaholdet Hertha Berlin behøver næppe at frygte konkurrence fra kollegaen Rune Jarstein foreløbig.

Den 37-årige nordmand er havnet i unåde, efter han var oppe og toppes med målmandstræner Andreas Menger ved fredagens træning.

Her var nordmanden tydeligt utilfreds med træningens indhold og kommunikationen omkring den. Det skriver det store tyske fodboldmedie Kicker.

Hertha Berlins sportsdirektør, Fredi Bobic, bekræfter over for Bild, at Rune Jarstein "af sportslige og disciplinære årsager ikke var med mod Eintracht Frankfurt" lørdag.

Her skulle Jarstein ellers have taget plads på bænken og holde sig klar, såfremt Oliver Christensen gik i stykker eller blev udvist.

Sportsdirektør Fredi Bobic tilføjer i sit interview med Bild, at klubben nu skal have en grundig snak med den norske målmand og hans agent.

23-årige Oliver Christensen er vokset op i Kerteminde, og fik sin fodboldopdragelse i Kerteminde Boldklub.

Han skiftede til OB i 2010 og nåede 66 seniorkampe inden han i august sidste år skiftede til Hertha Berlin.

Oliver Christensen er noteret for 19 ungdomslandkampe og en enkelt A-landskamp.

Traditionsrige Hertha Berlin ligger på en umiddelbar 15. plads efter to spillerunder..

Oversigt

    Oversigt