I det fynske folks tjeneste

Bedre hjælp på vej til psykisk syge misbrugere

Ringgården: Utroligt tiltrængt at Sundhedsstyrelsen nu hjælper patienter, der tidligere faldt mellem to stole

Ringgården i Middelfart har de sidste 15 år været førende inden for behandling af psykisk syge med misbrugsproblemer.

Behandlingshjemmet Ringgården i Middelfart hilser Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer på området psykisk sygdom blandet med misbrug velkommen. Retningslinjerne skal forbedre behandlingen af de mange danskere med dobbeltproblemer op og skabe bedre koordination mellem kommuner og regioner.

- Det er utroligt tiltrængt, at Sundhedsstyrelsen nu retter søgelyset mod den store gruppe af patienter, der hidtil er faldet ned mellem to stole, siger psykolog og fagchef Per Nielsen til Ritzau. Han mener, at det trods alt nu endelig går fremad. Ringgården har de seneste 15 år været førende i behandlingen af psykiske lidelser blandet med misbrug.

Ifølge en ny dansk undersøgelse er næsten hver tredje med psykisk sygdom registreret med en eller anden form for misbrug. Langt de fleste med alkoholmisbrug.

- Vi har fået skabt et system, som ikke befordrer deres helbredelse. Det har gjort det svært at give folk det rette tilbud. For disse patienter har ofte komplekse lidelser, der forværrer hinanden, hvis man ikke tager fat om de samlede problemer, siger formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

Efter strukturreformen i 2007 skete der en opsplitning i behandlingen af misbrug, som kommunerne tager sig af, og psykiske lidelser, der sorterer under regionerne. Ifølge fagfolk er mange faldet ned mellem de to stole, da man ikke kan behandle folks psykiske problemer uden samtidigt at tage hånd om deres misbrug.

Ifølge Sundhedsstyrelsens skøn har omkring halvdelen af 140.000 alkoholafhængige en psykisk lidelse som angst og depression eller ADHD oveni.

- Vi håber at bidrage til et mere ensartet tilbud på landsplan til mennesker med dobbelt diagnose, så behandlingen i så høj grad som muligt foregår koordineret og tilrettelægges i samarbejde med patienterne, siger Marlene Øhrberg Krag, konstitueret sektionschef i Sundhedsstyrelsen.