Eneste kvinde til DM i vejgodstransport: - Hvis gutterne er for meget, får de igen

Mellem torsdag og lørdag afholdes der DM i Skills i Høng. 30-årige Christina Wedel bryder statistikken ved at være den allerførste og eneste kvinde til at dyste i vejgodstransport-faget.

- Jeg glæder mig mest til stemningen og at teste mig selv. 

Christina Wedel sidder med hænderne fast placeret på rettet inde i lastbilen. En stor Volvo, der vejer rigelig ton, fortæller hun.

- Jeg vil gøre det bedste, jeg kan. Så kan jeg ikke gøre så meget mere.

For der er en hel del på spil i de kommende dage. Torsdag skal hun sammen med 13 andre elever dyste til DM i skills i vejgodstransport.

Mesterskabet består af omkring 300 unge fra vidt forskellige erhvervsuddannelser, der skal dyste om at blive den bedste indenfor deres fag. 

For første gang i mesterskabets historie har vejgodstransport fundet vej til listen af fag til arrangementet. Her skal unge chauffører fra hele landet dyste i at bruge lastbilsimulatorer, gaffeltrucks og derudover deltage i diverse øvelser. Discipliner, der tester flere forskellige færdigheder, fortæller Christina Wedel. 

- Jeg tror det, der kan blive sværest, det er kransimulatoren. Den er så fintfølende, fortæller hun.

Det er ikke en lille lastbil, som Christina Wedel kører i til dagligt.
Det er ikke en lille lastbil, som Christina Wedel kører i til dagligt.

2 ud af 100 er kvinder

Kvinder er i høj grad underrepræsenteret i transportbranchen. Kun 2 ud af 100 lastbilchauffører føres i dag af kvinder. Christina Wedel er en af de kvinder, der er med til at bryde statistikken.

Derudover er hun den eneste kvinde, der deltager i mesterskabet i vejgodstransport.

- Inden jeg startede, talte jeg med en veninde, der er vognmand. Hun sagde, at man skal tåle at folk kommer med dumme kommentarer. Det tænkte jeg, at jeg godt kunne håndtere, og hvis nogle af gutterne bliver for meget, så må de jo bare få igen, fortæller hun med et smil på læben. 

Inden mesterskabet er Christina Wedel blevet mødt af støtte hjemmefra.

- Min familie har støttet mig hele vejen igennem. Jeg har endda fået lille lykkeamulet af min søn i form af en af hans legetøjsbiler. 

Oversigt

    Oversigt