Tre års fængsel: Lånte hammer i genbrugsbutik til overfald i gågade

En 37-årig mand var tiltalt for forsøg på manddrab efter et overfald med en hammer på en anden mand i gågaden i Middelfart. Torsdag eftermiddag blev han idømt tre års fængsel.

Torsdag stod en 37-årig mand tiltalt for forsøg på manddrab ved Retten i Odense, efter at han havde tævet en anden mand med en hammer på gågaden i Middelfart i juni.

Ved retten blev den 37-årige fundet skyldig i tiltalen om forsøg på manddrab. Straffen blev fastsat til fængsel i tre år. Det fortæller anklager ved Fyns Politi, Rasmus Maar Hansen til TV 2/Fyn.

Ifølge anklageren udbad manden sig betænkningstid i forhold til dommen.
 

- Fra rettens side blev det lagt til grund, at de to kendte hinanden i forvejen. Den forurettede havde behandlet den tiltalte dårligt, og det blev der også lagt vægt på i strafudmålingen fra rettens side af. 

- Der blev også lagt vægt på, at den måde, som overfaldet var foregået på, var amatøragtig. Der var tale om, at han slog ham i hovedet med en hammer, og der mente man, at hammeren ikke var stor nok til, at den var velegnet til at slå ihjel med. Det mente man fra rettens side, at straffen skulle afspejle, forklarer anklager Rasmus Maar Hansen.

Hammerhovedet knækkede af ved overfald

Ved overfaldet brugte den 37-årige en hammer.

- Den går han hen for at låne i en genbrugsbutik, og så går han tilbage til gågaden og slår den forurettede i hovedet med hammeren. 

Ifølge anklageren nåede den 37-årige at slå offeret to gange i hovedet med hammeren og to gange på overkroppen.

- Så knækker hovedet af hammeren, og ifølge vidner forsøger den tiltalte at stikke ud efter den anden mand med det knækkede hammerskaft, men vidner holder så godt fast i ham, at han ikke kan komme til, forklarer Rasmus Maar Hansen. 

Grov vold eller forsøg på manddrab?

Den 37-årige havde i grove træk erkendt omstændighederne, men han påstod, at han ikke havde til hensigt at dræbe den anden mand. 

- Han ville blot overfalde ham, fortæller anklageren. 

Anklagemyndigheden valgte dog at tiltale ham for forsøg på manddrab - og ikke for grov vold, fordi vidner forklarede, at den 37-årige flere gange havde sagt: Jeg slår dig ihjel. 

Den 37-årige havde også over for politiet undret sig over, at den anden mand ikke døde.

Retten i Odense valgte dog at følge anklagemyndigheden og idømte den 37-årige tre års fængsel.

Det er dog en noget mindre straf, end anklagemyndigheden gik efter. Anklagemyndigheden gik nemlig efter seks års fængsel til den 37-årige. 

- Vi afventer den skriftlige dom, så vi kan læse rettens dom mere detaljeret, og så må vi se, hvordan de er kommet frem til den strafudmåling, siger anklager Rasmus Maar Hansen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt