Nordfyn vil også lave festival

Hasmark Festival er den foreløbige arbejdstitel for en ny nordfynsk festival, der skal være klimasikret og hverken sælge kebab, pizza eller hashkager.

Idémanden til den nye festival er Poul Winther fra Uggerslev. Han har erfaringer fra både handels- og turistforeninger, og nu drømmer han om at sætte Nordfyn på festivallandkortet.

- Vi trænger til et fyrtårn på Nordfyn. Vi har hverken Kronborg eller Bon-bon land, så vi må skabe noget selv, siger Poul Winther.

Foreløbig har Nordfyns Kommune bevilget 300.000 kroner til forundersøgelser af mulighederne for at etablere en festival i Hasmark.

- Vi gerne vil være med til at skabe noget mere aktivitet på Nordfyn. Projektet passer godt ind i de omdannelser vi har gang i ved Hasmark, og konceptet kan give branding til Nordfyn, da det er meget anderledes end det man ser i fx Odense, siger Kurt Christensen(V).

Og den nordfynske festival vil adskille sig væsentligt fra andre festivaler i landet.

- Det skal være en livsnyder-event, hvor de 35-65 årige kan komme og høre musik i tørvejr. Vi vil overdække hele musikområdet, og vi erstatter shawarmaer og hashkager med tre retters menuer med råvarer fra lokale producenter, siger idemanden.

1509 festival1

Udover et musikprogram målrettet til et modent festivalpublikum satser Poul Winther og arrangørgruppen på, at der Hasmark Festival skal rumme masser af kultur, mad og kunst.

- Jeg vil selv enormt gerne til festival, men jeg gider ikke spise fastfood og gå i mudder til knæene, så jeg tror på, at der vil være et stort publikum til denne type festival, siger Poul Winther.

Den første festival skal efter planen løbe af stablen i sensommeren 2016, men først skal festivalen finde et stykke jord.

- De 300.000 kroner til en forundersøgelse er betinget af, at vi kan finde nogen der vil leje et stykke jord på 30 hektar til os, og jeg håber meget, at det kan blive i Hasmark, så vi kan bruge campingpladsen i området, siger den kommende festivalarrangør.

Næste step er at danne en fond, der kan videreudvikle og arrangere festivalen, og både virksomheder, foreninger og kommune skal gerne bakke op om planerne.

Oversigt

    Oversigt