Børneområde: Også 1. viceborgmester vil have borgmester undersøgt

Konservative støtter socialdemokratisk forslag. Kun Venstre vil ikke have borgmesters rolle undersøgt i Nyborg

Konservative i Nyborg Byråd vil også have en uvildig undersøgelse af byens borgmester Kenneth Muhs.

Dermed er Venstre tilsyneladende det eneste parti, der fastholder, at man skal stole på den rådgivning, som kommunens egen jurist har givet - en rådgivning, der med rådgivning fra Kommunernes Landsforening i modsætning til tre eksterne eksperter mener, at borgmesteren kan have overtrådt styrelsesloven.

- Det er meget alvorligt fordi det handler om familier med brug for hjælp - ikke om byggetilladelser til carporte. Vi kan desværre ikke ændre de svigt, der er sket. Når det er sagt, så er det ikke tilfredsstillende, at vi ikke ved, om borgmesteren skulle have orienteret det tidligere byråd, da borgerrådgiveren trykkede på alarmknappen i september 2021, skriver Michael Gertsen, 1. viceborgmester i Nyborg.

Jo flere jurister, der udtaler sig, jo mere forvirret bliver man, siger det konservative byrådsmedlem.

- Sagen er ikke kun en Nyborg-ting. Den har almen interesse for lokalpolitikere, embedsmænd og borgmestre for, hvordan man skal reagere for at overholde loven. Der er tilmed stillet et spørgsmål i Folketinget - oveni købet fra borgerligt hold - fordi man vil have belyst borgmesterens rolle i sagen. Så ser det ikke godt ud, at byrådet i Nyborg siger, at vi ikke er interesseret i at vide, om der er foregået noget forkert, siger Michael Gertsen.

Han mener heller ikke, det er rimeligt overfor Kenneth Muhs, at han skal have en anklage hængende over hovedet, hvis han ikke har gjort noget forkert.

Oversigt

    Oversigt