Brand i IC-tog: Togene stopper igen på Nyborg Station

En brand i et IC-tog var søndag skyld i, at Nyborg Station i mere end to timer måtte lukkes helt ned.

Brand-toget er nu trukket væk, og alt er atter normalt på Nyborg Station.

Men tidligere på dagen var der stort drama, da der søndag eftermiddag opstod brand i et IC-tog på vej fra Fyn mod København. Masser af røg væltede ud af toget fra en brand, der opstod på et toilet i en af vognene.

Personalet fandt ud af det, da toget var på Storebæltsbroen, hvorefter toget vendte tilbage til Nyborg. 

 
 

Her blev passagererne i toget evakueret, og Nyborg Station blev midlertidigt lukket.

- Vi får en melding om røgudvikling fra toilettet på et tog på Nyborg Station, siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Ritzau.

Toget blev evakueret og brandvæsnet tilkaldt.

- Det viser sig, at det brænder bag nogle stålplader, og det er jo svært at komme til at slukke, fortæller vagtchefen.

I forbindelse med brandslukningen lukker man ned for strømmen på stationen, og det betyder, at det havarerede tog først kan fjernes, når branden er slukket.

- De øvrige tog kan godt køre gennem stationen, men de stopper ikke i Nyborg, forklarer Kenneth Taanquist. 

 
 

 

Ingen personer er kommet til skade under den massive røgudvikling.

Toget er nu trukket væk fra stationen, og togene kan nu igen standse på Nyborg Station.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden skyldes en kortslutning i det elektriske system i toget, fortæller vagtchef Lars Thede til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt