Med statsstøtte i ryggen: Hotel Nyborg Strand fik overskud trods covid-krise

Overskud på godt fire millioner kroner i 2021 efter økonomisk bundvender i 2020.

Fyns største kongreshotel, Hotel Nyborg Strand i Nyborg, er tilbage i en normal hverdag.

Det fremgår af det netop offentliggjorte 2021-regnskab.

Året blev ligesom 2020 alt andet end normalt på grund af corona. Hotellet havde lukket i foråret med alle medarbejdere med undtagelse af elever og ledelse hjemsendt.

Hotellet var lukket helt ned i mere end fire måneder og begrænset af restriktioner i 12 måneder af 2021.

Til gengæld blev andet halvår forrygende travlt med mangel på arbejdskraft.

Og ved hjælp af statens hjælpepakker lykkedes det hotellet at slutte året med et overskud på godt fire millioner kroner før skat mod et underskud på 6,7 millioner kroner året i forvejen.

Hotellet fik 20,7 millioner kroner i lønkompensation og tilskud til faste omkostninger i 2021 - godt en million mere end året i forvejen.

Ifølge ledelsesberetningen fokuserede hotellet i den vanskelige situation på et tæt og intensivt samarbejde i ledergruppen, et tæt samarbejde med tillidsrepræsentanterne, udvidet information til medarbejdere, gennemgang af leverandøraftaler, et nødvendigt vedligeholdelsesniveau samt fokus på miljø og bæredygtighed.

Hotel Nyborg Strand A/S' omsætning steg i 2021 med 34 procent sammenlignet med 2020, men sammenlignet med 2019 var det et fald på 37 procent.

Også 2022 startede ujævn. Hotellet var lukket frem til 1. februar 2022, men resten af året tegner meget fint med stor efterspørgsel, og konferencerne ligger tæt i perioder, oplyser hotellet 

Man forventer derfor, at man nu er tilbage til før corona-niveau.

Der var sidste år 126 medarbejdere - omregnet til fuldtidsansatte på Hotel Nyborg Strand - syv flere end i 2020.

Hotellets egenkapital - formue - er på 155 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt