Den unge mand var blevet træt efter en bytur og begav sig hjem mod sin bopæl i Måre ved Ørbæk.
Han nåede dog ikke længere end til en adresse på Gravene i Odense, hvor han fandt en baggård, tog tøjet af, lagde det pænt sammen i en bunke og hoppede op i en fuld container for at få sin nattesøvn, fortæller vagtchef Jesper Feldt fra Fyns Politi.
Da husets beboere ved 7-tiden fik øje på den sovende fyr i containeren, gav det dog anledning til så meget bekymring, at de kontaktede Fyns Politi. De kom herefter og vækkede den temmelig spirituspåvirkede mand og kørte ham hjem til sin seng.