Undslupne regnbueørreder får fiskere til at valfarte til Storebælt

Udslip af op mod 70.000 regnbueørreder kan blive et problem for hjemmehørende ørreder, vurderer fiskebiolog.

Lystfiskere valfarter i disse dage til Vestsjælland for at fiske regnbueørreder ved kysten ud mod Storebælt.

Det sker, efter at et opdrætsanlæg hos Musholm A/S med op til 70.000 regnbueørreder natten til lørdag blev påsejlet, og tusindvis af fisk slap ud.

Fiskebiolog Kaare Manniche Ebert, Danmarks Sportsfiskerforbund, ærgrer sig over udslippet.

- Vi synes ikke, det er fedt, at 70.000 regnbueørreder svømmer rundt i områder, hvor der er sårbare ørredbestande. Vi er noget bekymret for, om det kan påvirke den vilde ørredbestand i den del af Danmark, siger han.

Det var en fiskekutter, der natten til lørdag sejlede ind i opdrætsanlægget vest for øen Musholm, som ligger i Storebælt nord for Korsør.

(0_48) AFMELDING 70.000 fisk sluppet løs
Foto: TV 2 ØST

Opdrætsanlægget er placeret efter forskrifterne, men skibet kom angiveligt ud af kurs.

Problemet er - set med fiskebiologens øjne - at regnbueørreder ikke er en hjemmehørende art.

De kan ifølge biologen gøre livet surt for de hjemmehørende havørreder.

- Det er ikke første gang, der slipper regnbueørreder ud fra Musholm A/S, og vi ved, at en vis procentdel svømmer op i nærliggende vandløb.

- Der vil de prøve at lægge æg og gyde. Men de kan forstyrre de vilde ørreders gydning, fordi de vil prøve at grave deres æg ned i områder, hvor de vilde ørreder har lagt æg.

Regnbueørrederne kan ifølge Kaare Manniche Ebert også finde på at æde de vilde ørreders æg og yngel.

(0_00) AFMELDING 70.000 fisk sluppet løs
Foto: TV 2 ØST

- Hvis der kommer regnbueørreder op i vandløbene, så kan de overleve indtil næste forår, hvor de små havørreder kommer frem fra gydebankerne, og så vil de æde dem, siger han.

Derfor er det ifølge biologen som udgangspunkt godt, når lystfiskere fra nær og fjern strømmer til området for at fiske de ikke-hjemmehørende ørreder væk.

Men det indebærer også en risiko, påpeger han:

- Det er rigtig fint, at de fanger regnbueørreder, for de skal ikke være i naturen.

- Men risikoen er, at de - hvis de prøver at fange dem med garn - også får nogle af de vilde havørreder i garnet. Og lige præcis ved Vestsjælland ud for Musholm er der to vandløb, Halleby Å og Tude Å, hvor havørredbestanden er presset.

- Så hvis de vilde ørreder bliver fanget i garn derude, så er det også et problem for de vilde ørreder, siger han.

Oversigt

    Oversigt